De tavse eksperter

Når Danmark åbner igen – hvad sker der så med alternativ behandling? De kendte bannerførere vil fortsætte hvor de slap, med forslag om lovindgreb og restriktioner. De alternative behandlere vil forsøge at komme sig efter krisen og vil i ledige stunder igen se på de politiske udfordringer. Politikerne har glemt det meste og vil derfor begynde at google på ”alternativ behandling”, ”kvaksalvere” og ”patientsikkerhed”. Hvad finder de så?

De alternative brancheorganisationer risikerer at lave selvmål på nettet. Ved at lurepasse i mediedebatten overlader de det politiske initiativ til dem, der bevidst udnytter medierne. Den enkelte alternative behandler må gøre op med sig selv om dette er rimeligt, eller om kursen skal lægges om.

Der er gået corona i det hele. Men heller ikke før den 11. marts har man hørt noget særligt til de alternative behandleres brancheorganisationer i debatten om alternativ behandling. Det skyldes af gode grunde ikke mangel på interesse, og de er sandsynligvis alt andet end passive, da deres bestyrelsesmedlemmer arbejder frivilligt og samtidig skal nå at behandle deres klienter.

Den eneste undtagelse i de større medier er mig bekendt et indlæg i august 2019 fra Rie Brandenborg, formand for Danmarks Komplementære Behandlere (DAKOBE). Det skal også siges, at LNS (Landsorganisationen NaturSundhedsrådet) har behandlet emnet i deres eget trykte medie, NaturHelse. Men det er ikke noget, der fylder i mediebilledet.

Nogle af organisationerne har givetvis kommunikeret direkte med politikerne, og det er naturligvis en god idé – og et must. Men det er langtfra nok, bl.a. fordi både journalister og politikere gør som alle os andre: De googler. Og hvad finder de så?

Det farlige dominerer

Der har gennem de godt 18 måneder, debatten har kørt, stort set kun været udsagn i medierne fra læger og andre, der advarer os mod det farlige, virkningsløse og uvidenskabelige alternative. Det er slemt nok, at det påvirker beslutningstagerne, men det rammer også befolkningen. Når jeg taler med kloge, veluddannede mennesker uden kendskab til området, hører jeg fx ofte, at ”der jo er mange plattenslagere, som udsætter folk for fare”. De husker jo det, de fandt i medierne.

Spørgsmålet er: Skal man give modstanderne kamp til stregen, eller skal man lade dem vinde mediedebatten med 33-3? Der er ganske vist enkelte spillere på banen, som mener noget andet end Lægeforeningen m.fl., og det er naturligvis et lyspunkt. Omkring årsskiftet var der nemlig flere debatindlæg, der gav lægernes retorik modspil i form af lødig argumentation og faktuelle oplysninger. Indlæggene var bl.a. fra en læge og en forsker.

Men der mangler én vigtig spiller på holdet: De alternative behandleres paraplyorganisationer: RAB-Forum, Sundhedsrådet og Landsorganisationen NaturSundhedsrådet. Deres viden og synspunkter er vigtige, og uden dem vil mediebilledet ikke være i balance. Det er jo trods alt deres arbejde, som alle andre diskuterer i medierne.

De RAB-registrerede brancheorganisationer har holdt nogle møder denne vinter, med henblik på øget samarbejde. Men de har desværre en historie, der går 20-30 år tilbage, og fortidens synder har tilsyneladende stor betydning i dag – uanset alle trusler udefra.

Det er tankevækkende, at et par tusinde RAB-registrerede behandlere i Danmark er fordelt på 23 brancheforeninger og tre paraplyorganisationer, og at nogle af foreningerne i øvrigt ikke er med i en paraplyorganisation. De tre paraplyer har som medlemmer hhv. 4, 10 og et uvist antal af de RAB-registrerede brancheorganisationer. Umuligt at finde rundt i for udenforstående.

Det er op til medlemmerne

Med det kendskab jeg har til brancheorganisationerne, frygter jeg, at de hellere vil lade modstanderne vinde kampen i medierne (og dermed på Borgen) end at slække på deres egne organisatoriske interesser. Derfor vil vi næppe foreløbig se dem tale med én stemme. Til gengæld er der ingen vaklen i geledderne hos dem, der ønsker at spænde ben for alternativ behandling, og de mangler ikke økonomiske ressourcer.

De eneste, der kan ændre kursen hos organisationerne, er deres medlemmer. Den enkelte alternative behandler må gøre op med sig selv hvad der er vigtigst: Organisationens særinteresser og historiske arvegods – eller konkrete udadvendte initiativer her og nu, i samarbejde med de øvrige organisationer. Tager man ikke stilling til det, spiller man hasard med sin egen fremtid som behandler – og ikke mindst klienternes ve og vel.

Paraplyorganisationerne er langtfra alene på holdet – der er som nævnt flere andre spillere på deres banehalvdel. Skal man vinde en kamp, må man træne og lægge taktik sammen, bl.a. ved at dele sine tanker og idéer med hinanden. Som alle andre er man nødt til at tænke i strategi og kommunikation – og kende sine forbundsfæller.

Man kan som foreninger være uenige om meget, men debatten handler om nogle helt basale forhold, og her bør man let kunne enes om at imødegå diverse påstande fra modstanderne. Og den kamp kæmpes ikke i kulissen, den hører hjemme i den offentlige demokratiske debat.

Jesper Odde Madsen

Medier i alternativt selvsving

Skrækhistorier om alternative behandlere fylder meget i medierne, og mange mener, at lovgivningen bør strammes. Det er imidlertid også en kritik af alternativ/komplementær behandling generelt, og her er læger og andre indædte modstandere stort set de eneste, der kommer til orde. Men forskning og dokumentation er desværre ikke i fokus.

Vi har gennem årene set en række eksempler på at læger ikke alene har begået fejl, men også handlet uetisk. Her har samfundet naturligvis grebet ind med de sanktioner, lovgivningen giver mulighed for.

I løbet af 2018 og 2019 har medierne afdækket en række eksempler på, at alternative behandlere har handlet uetisk, når det gælder kræftbehandling. Her har det været svært at sætte ind med sanktioner, da lovgivningen tilsyneladende er mangelfuld.

Både læger og politikere mener, at dette bør stoppes og at lovgivningen bør strammes. Ingen har modsat sig dette ønske, og flere af de alternative behandleres organisationer har bakket op. Så skulle den ged være barberet.

Men nej – historierne om de uetiske behandlere, der befinder sig helt ude i hampen, er gået viralt. De har uden konkurrence… (læs meget mere om den besynderlige “debat” her)

/Jesper Odde Madsen

Lægeforeningen ønsker sig et vidensråd om alternativ behandling

Lægeforeningen og Danske Patienter har den 20. november foreslået, at staten opretter et vidensråd om alternativ behandling. Det lyder interessant, men faktisk er der slet ikke brug for sådan et råd. De eneste der har brug for det er Lægeforeningen.

Hvordan harmonerer forslaget med tidligere udsagn fra Lægeforeningens side? Om hvad man ikke skal bruge penge på. Om hvad det ikke giver mening at forske i. Om at teorierne bag alternativ behandling i sig selv viser, at det vil være tåbeligt at kaste forskningsmidler efter noget så absurd.

Lægerne foreslår bl.a. at rådet skal beskæftige sig med forskning i alternativ behandling, så man kan dokumentere ”mulige effekter og risici” ved behandlingerne. Man vil desuden ”indsamle, vurdere og formidle information” om alternativ behandling, og ikke mindst skal rådet ”rådgive myndigheder, politikere og patienter omkring alternativ behandling”. Rådet skal ”af egen drift eller på opfordring udtale sig i spørgsmål om alternativ behandling, når der er konkret anledning hertil”.

Nøgleordene i forslaget er patientsikkerhed og mere viden. Men det kan vi nemt sikre uden et vidensråd. Den eksisterende lovgivning skal blot strammes, så patienter med livstruende sygdomme ikke kommer i kløerne på uetiske behandlere, og viden er der nok af, den skal bare formidles.

Lægeforeningen har aldrig udvist seriøs interesse for emnet før nu. Bortset fra advarsler, udsagn om mangel på dokumentation og udsagn om det tåbelige i teorierne bag komplementær behandling.

Hvorfor i alverden foreslår de så et vidensråd – oven i købet med idéer om finansiering af forskning, som mange af dem hidtil har afvist som spild af penge? Omfavner de nu det alternative? Hvad opnår de ved at foreslå noget, der ligger milevidt fra deres normale holdninger?

Lægeforeningen opnår mere kontrol. De ville aldrig foreslå et vidensråd, medmindre det kunne give dem mere indflydelse end de har i dag. (Derfor ville det være interessant at høre deres tanker om rådets sammensætning og referencepunkter i fx ministeriet).

Derfor er deres pludselige ”interesse” ikke tegn på en kovending, men udtryk for et ønske om selv at kunne styre statens politik vedr. alternativ behandling.

Og initiativet er rigtig smart iscenesat, stor kompliment til Dr. Spin.

Argumenterne holder ikke

Som jeg skrev for nylig, er der – især i Berlingske – for tiden en kampagne med en massiv kritik af komplementær behandling. Jeg lovede også at gå dybere ned argumentationen, og det kommer her.

De tre hovedpunkter er:

  1. Der sker dødsfald på grund af komplementær behandling – det er farligt!
  2. Der er ingen evidens for komplementær behandling
  3. RAB-ordningen bør afskaffes.

Virkeligheden ser sådan ud:

  1. Risikoen ved komplementær behandling. Berlingske nævner et par kræftpatienter, som ifølge avisen er døde, fordi de valgte komplementær behandling i stedet for lægernes. Årsagen skulle være den alternative behandlers rådgivning. Der er tale om enkelttilfælde, dvs. anekdoter (hvoraf flere måske vil falde ved et faktatjek). Jeg kan let finde mange historier om hvordan komplementær behandling har reddet folk, der var opgivet af lægerne. Men dem er lægerne nødt til at afvise som anekdoter (dvs. ikke bevis for noget), og så ryger deres egen argumentation.
    Desuden har Liselott Blixt fra DF spurgt ministeren, hvor mange skader der var indberettet de sidste fem år – og hun fik det svar, at der ikke var nogle…
  2. Der er ingen evidens, ingen beviser for virkningen. Det handler både om hykleri og forskning. Hverken læger eller politikere har nogen sinde bakket op om, at der skal afsættes offentlige penge til forskning i komplementær behandling. Mens medicinalindustriens patenter finansierer forskningen via milliardindtægter, kan man ikke tage patent på zoneterapi eller akupunktur.
    For det andet anerkender lægerne kun dokumentation, der er fremskaffet ved hjælp af én metode: Det dobbeltblindede, placebokontrollerede lodtrækningsforsøg. Spørger man en filosof eller videnskabsteoretiker, er det noget vrøvl, at brugen af én bestemt metode ved ethvert forsøg, i sig selv er en garanti for høj værdi. Man skal bruge den metode, der egner sig til at undersøge det specifikke problem. Men dette bliver tiet ihjel, underligt nok.
    Desuden siger lægerne offentligt, at der ofte mangler evidens for deres behandlinger. Betyder det så, at lægerne udøver alternativ behandling?
  3. RAB-ordningen skal afskaffes. Befolkningen vil i så fald miste den eneste mulighed for at sikre sig en vis kvalitet hos den behandler, de benytter. Og RAB-ordningen har aldrig handlet om den videnskabelige dokumentation for effekten. Men der skal strammes op på kvalitetskontrollen med RAB, og det mener også mange af behandlerne.

Det bliver spændende at se og høre den debat, der sandsynligvis vil komme i Folketinget. Vil det lykkes politikerne at fremskaffe de nødvendige fakta, inden de begynder at diskutere?

Undgå at gå glip af næste afsnit! Tilmeld dig mit nyhedsbrev

 

Skytset rettes mod komplementær behandling

Det var så den sommer – håber du har brugt noget af den til at slappe af og lade op. Jeg har været tavs her på kanalen siden 1. juli, men har dog ikke holdt fri lige siden. Bl.a. har den sidste måned været præget af en del kommunikation med diverse fagfolk pga. næste kapitel i krimien om komplementær behandling.

Igen har der i medierne (Berlingske) været fremsat forslag om at sundhedsmyndighederne i højere grad end i dag skal føre tilsyn med de komplementære behandlere, og nogle mener desuden, at RAB-ordningen skal afskaffes. Nu er avisens kampagne som planlagt nået frem til Christiansborg.

De tre hovedpunkter:

  1. Der sker dødsfald på grund af komplementær behandling
  2. Der er ingen evidens for komplementær behandling
  3. RAB-ordningen bør afskaffes.

Diskussionen har mest fundet sted i Berlingske, og den er præget af påstande uden evidens (!), som alle er ret nemme at gennemhulle. Den korte version er:

  1. Ikke evidens, men anekdoter.
  2. Handler om penge, forskningsmetoder og om at sundhedsvæsenet også mangler evidens.
  3. Ingen evidens for at den ikke opfylder sit formål.

Mere om det i mit næste nyhedsbrev, som kommer inden længe.

Det har nok heller ikke været hensigten at fremlægge dokumentation, derimod har formålet hele tiden været at varme op, at skabe et baggrundstæppe, der ligger klar, når Folketinget åbner om tre uger.

Hvis nogen er i tvivl om, at alt dette ikke bare er at råbe ”ulven kommer”, så kan jeg fortælle, at én af hovedmændene, Stinus Lindgreen, i mellemtiden er blevet sundhedsordfører for de radikale. Han er ph.d. i bioinformatik, forsker, medlem af Region Hovedstaden, blogger for ScienceBlog.dk og DenOffentlige.dk. Han har indtil nu arbejdet hos medicinalfirmaet Lundbeck.

Læs mere her: https://www.berlingske.dk/samfund/radikale-om-alternativ-kraeftbehandling-man-skal-kunne-dokumentere-at-den.  Et dødsfald, som det alternative får skylden for, akkompagneret af Andreas Rudkjøbing, formand for lægerne. Og med henvisning til endnu en dødsartikel: ”Jans kone valgte alternativ kræftbehandling og døde: »Det er en kynisk milliardindustri« . https://www.berlingske.dk/samfund/jans-kone-valgte-alternativ-kraeftbehandling-og-doede-det-er-en-kynisk (man kan kun læse noget af det uden abb)

Der er meget mere af slagsen – spørg bare Google.

Skal vi fejre den nye regering?

Folketinget har som bekendt skiftet kurs og kulør, og i dag fik vi så navnet på den nye sundhedsminister. Hvem er han så?

Magnus Heunicke er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2002 og har haft en kort karriere i Danmarks Radio, inden han blev MF’er. (Wikipedia).

Gør det så nogen forskel mht. komplementær behandling? Næppe, socialdemokraterne sidder nu ved roret, og de har rent ud sagt altid været bedøvende ligeglade: De eneste partier, der støttede et forslag (2016)  om oprettelsen af et nyt center for forskning og formidling, var SF, Enhedslisten og Alternativet. Dansk Folkeparti har to gange siden 2015 fået afsat penge til enkeltprojekter om forskning i komplementær behandling, men ved valget fik de en ordentlig lussing af vælgerne, dog næppe i relation til det alternative.

I heldigste fald kunne SF, Enhedslisten, Alternativet og DF måske blive enige om at oprette et center, men selv henover midten ville det kun samle sølle 48 stemmer, altså halvdelen af de nødvendige 90 mandater.

Mange læger fejrer tilsyneladende valget, uanset om de er røde eller ej. De ser det nemlig som en stor sejr, at DF’s Liselott Blixt nu er væk fra formandsposten i Sundhedsudvalget. Se bare her, Politiken 17. juni 2019:

Læger jubler over stækket DF’er. 
”Dansk Folkepartis Liselott Blixt har givet stemme til dem, der føler sig svigtet og overset i sundhedsvæsenet. Nu er hendes magt stækket. (…) De vil aldrig – aldrig – sige det højt. Men horder af læger, lægeforeninger, Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen fryder sig over, at Dansk Folkeparti led et sviende nederlag, da magten tippede grundlovsdag” skriver Pollitiken her.

Det bliver spændende at se, hvem der kommer til at afløse Blixt som formand for Sundhedsudvalget, en socialdemokrat bliver det jo. Jeg tippede i går på Astrid Krag som formand – som SF’er var hun sundhedsminister i 2012, da hun nedlagde Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling. Men nu er hun blevet Social- og indenrigsminister.

En anden mulighed hos S er Flemming Møller Mortensen, der i 2015 som de øvrige i Sundhedsudvalget fik mine to spørgsmål:

  1. Er du enig i, at der (igen) skal oprettes et center for alternativ behandling?
  2. Og er du i så fald enig i, at man skal se grundigt på erfaringer og forudsætninger, inden man fastlægger rammer og opgaver for centret?

Flemming Møller Mortensen svarede, at de alternative behandlere selv skal betale:

”Sundhedsstyrelsen gør et godt stykke arbejde med deres hjemmeside, så at borgerne kan blive informeret. Hvad der ellers skal ske, må de alternative brancheorganisationer selv sætte i værk. Normalt får brancheorganisationer jo ikke offentlig støtte” skrev Mortensen.

Han mener åbenbart, at forskning ikke skal udføres af universiteter, men af fagforeninger, og at disse selv skal betale for den. En sjov socialdemokratisk tanke – bare en smule ude af trit med virkeligheden.

Her ligger politikernes svar fra 2015   (I år fik jeg kun ét svar – fra Blixt).

HUSK: På Borgen tager man ikke hensyn til de vælgere, der bruger komplementær behandling, medmindre de selv aktivt forlanger mere fokus og mere oplysning.

Uanset hvem der kommer til at sidde i Sundhedsudvalget – så ring eller skriv til den politiker i udvalget, du har mest tillid til, sig du har stemt på partiet – og kræv, at de gør en indsats her og nu for at få oprettet et informations- og forskningscenter. Et tværfagligt center, der er sikret mod benspænd fra læger og embedsmænd. .

Her ligger der lidt information, du evt. kan henvise til.

Dette kan du gøre lokalt:
Du kan sammen med mig lave et arrangement med debat og oplysning, som  peger på udfordringer og muligheder mht. komplementær behandling. For at komme i gang med det skal du klikke her!

God sommer!

Jesper

Følg med via mit nyhedsbrev

 

For dig, der er nysgerrig og interesseret i mere end blot behandlingerne. Her får du viden, fakta og meninger om hvad der rører sig. Jeg retter også søgelyset mod hvad der sker i udlandet. 

 

Jesper Odde Madsen

Du modtager nu mit nyhedsbrev