Når Danmark åbner igen – hvad sker der så med alternativ behandling? De kendte bannerførere vil fortsætte hvor de slap, med forslag om lovindgreb og restriktioner. De alternative behandlere vil forsøge at komme sig efter krisen og vil i ledige stunder igen se på de politiske udfordringer. Politikerne har glemt det meste og vil derfor begynde at google på ”alternativ behandling”, ”kvaksalvere” og ”patientsikkerhed”. Hvad finder de så?

De alternative brancheorganisationer risikerer at lave selvmål på nettet. Ved at lurepasse i mediedebatten overlader de det politiske initiativ til dem, der bevidst udnytter medierne. Den enkelte alternative behandler må gøre op med sig selv om dette er rimeligt, eller om kursen skal lægges om.

Der er gået corona i det hele. Men heller ikke før den 11. marts har man hørt noget særligt til de alternative behandleres brancheorganisationer i debatten om alternativ behandling. Det skyldes af gode grunde ikke mangel på interesse, og de er sandsynligvis alt andet end passive, da deres bestyrelsesmedlemmer arbejder frivilligt og samtidig skal nå at behandle deres klienter.

Den eneste undtagelse i de større medier er mig bekendt et indlæg i august 2019 fra Rie Brandenborg, formand for Danmarks Komplementære Behandlere (DAKOBE). Det skal også siges, at LNS (Landsorganisationen NaturSundhedsrådet) har behandlet emnet i deres eget trykte medie, NaturHelse. Men det er ikke noget, der fylder i mediebilledet.

Nogle af organisationerne har givetvis kommunikeret direkte med politikerne, og det er naturligvis en god idé – og et must. Men det er langtfra nok, bl.a. fordi både journalister og politikere gør som alle os andre: De googler. Og hvad finder de så?

Det farlige dominerer

Der har gennem de godt 18 måneder, debatten har kørt, stort set kun været udsagn i medierne fra læger og andre, der advarer os mod det farlige, virkningsløse og uvidenskabelige alternative. Det er slemt nok, at det påvirker beslutningstagerne, men det rammer også befolkningen. Når jeg taler med kloge, veluddannede mennesker uden kendskab til området, hører jeg fx ofte, at ”der jo er mange plattenslagere, som udsætter folk for fare”. De husker jo det, de fandt i medierne.

Spørgsmålet er: Skal man give modstanderne kamp til stregen, eller skal man lade dem vinde mediedebatten med 33-3? Der er ganske vist enkelte spillere på banen, som mener noget andet end Lægeforeningen m.fl., og det er naturligvis et lyspunkt. Omkring årsskiftet var der nemlig flere debatindlæg, der gav lægernes retorik modspil i form af lødig argumentation og faktuelle oplysninger. Indlæggene var bl.a. fra en læge og en forsker.

Men der mangler én vigtig spiller på holdet: De alternative behandleres paraplyorganisationer: RAB-Forum, Sundhedsrådet og Landsorganisationen NaturSundhedsrådet. Deres viden og synspunkter er vigtige, og uden dem vil mediebilledet ikke være i balance. Det er jo trods alt deres arbejde, som alle andre diskuterer i medierne.

De RAB-registrerede brancheorganisationer har holdt nogle møder denne vinter, med henblik på øget samarbejde. Men de har desværre en historie, der går 20-30 år tilbage, og fortidens synder har tilsyneladende stor betydning i dag – uanset alle trusler udefra.

Det er tankevækkende, at et par tusinde RAB-registrerede behandlere i Danmark er fordelt på 23 brancheforeninger og tre paraplyorganisationer, og at nogle af foreningerne i øvrigt ikke er med i en paraplyorganisation. De tre paraplyer har som medlemmer hhv. 4, 10 og et uvist antal af de RAB-registrerede brancheorganisationer. Umuligt at finde rundt i for udenforstående.

Det er op til medlemmerne

Med det kendskab jeg har til brancheorganisationerne, frygter jeg, at de hellere vil lade modstanderne vinde kampen i medierne (og dermed på Borgen) end at slække på deres egne organisatoriske interesser. Derfor vil vi næppe foreløbig se dem tale med én stemme. Til gengæld er der ingen vaklen i geledderne hos dem, der ønsker at spænde ben for alternativ behandling, og de mangler ikke økonomiske ressourcer.

De eneste, der kan ændre kursen hos organisationerne, er deres medlemmer. Den enkelte alternative behandler må gøre op med sig selv hvad der er vigtigst: Organisationens særinteresser og historiske arvegods – eller konkrete udadvendte initiativer her og nu, i samarbejde med de øvrige organisationer. Tager man ikke stilling til det, spiller man hasard med sin egen fremtid som behandler – og ikke mindst klienternes ve og vel.

Paraplyorganisationerne er langtfra alene på holdet – der er som nævnt flere andre spillere på deres banehalvdel. Skal man vinde en kamp, må man træne og lægge taktik sammen, bl.a. ved at dele sine tanker og idéer med hinanden. Som alle andre er man nødt til at tænke i strategi og kommunikation – og kende sine forbundsfæller.

Man kan som foreninger være uenige om meget, men debatten handler om nogle helt basale forhold, og her bør man let kunne enes om at imødegå diverse påstande fra modstanderne. Og den kamp kæmpes ikke i kulissen, den hører hjemme i den offentlige demokratiske debat.

Jesper Odde Madsen