De tavse eksperter

Når Danmark åbner igen – hvad sker der så med alternativ behandling? De kendte bannerførere vil fortsætte hvor de slap, med forslag om lovindgreb og restriktioner. De alternative behandlere vil forsøge at komme sig efter krisen og vil i ledige stunder igen se på de politiske udfordringer. Politikerne har glemt det meste og vil derfor begynde at google på ”alternativ behandling”, ”kvaksalvere” og ”patientsikkerhed”. Hvad finder de så?

De alternative brancheorganisationer risikerer at lave selvmål på nettet. Ved at lurepasse i mediedebatten overlader de det politiske initiativ til dem, der bevidst udnytter medierne. Den enkelte alternative behandler må gøre op med sig selv om dette er rimeligt, eller om kursen skal lægges om.

Der er gået corona i det hele. Men heller ikke før den 11. marts har man hørt noget særligt til de alternative behandleres brancheorganisationer i debatten om alternativ behandling. Det skyldes af gode grunde ikke mangel på interesse, og de er sandsynligvis alt andet end passive, da deres bestyrelsesmedlemmer arbejder frivilligt og samtidig skal nå at behandle deres klienter.

Den eneste undtagelse i de større medier er mig bekendt et indlæg i august 2019 fra Rie Brandenborg, formand for Danmarks Komplementære Behandlere (DAKOBE). Det skal også siges, at LNS (Landsorganisationen NaturSundhedsrådet) har behandlet emnet i deres eget trykte medie, NaturHelse. Men det er ikke noget, der fylder i mediebilledet.

Nogle af organisationerne har givetvis kommunikeret direkte med politikerne, og det er naturligvis en god idé – og et must. Men det er langtfra nok, bl.a. fordi både journalister og politikere gør som alle os andre: De googler. Og hvad finder de så?

Det farlige dominerer

Der har gennem de godt 18 måneder, debatten har kørt, stort set kun været udsagn i medierne fra læger og andre, der advarer os mod det farlige, virkningsløse og uvidenskabelige alternative. Det er slemt nok, at det påvirker beslutningstagerne, men det rammer også befolkningen. Når jeg taler med kloge, veluddannede mennesker uden kendskab til området, hører jeg fx ofte, at ”der jo er mange plattenslagere, som udsætter folk for fare”. De husker jo det, de fandt i medierne.

Spørgsmålet er: Skal man give modstanderne kamp til stregen, eller skal man lade dem vinde mediedebatten med 33-3? Der er ganske vist enkelte spillere på banen, som mener noget andet end Lægeforeningen m.fl., og det er naturligvis et lyspunkt. Omkring årsskiftet var der nemlig flere debatindlæg, der gav lægernes retorik modspil i form af lødig argumentation og faktuelle oplysninger. Indlæggene var bl.a. fra en læge og en forsker.

Men der mangler én vigtig spiller på holdet: De alternative behandleres paraplyorganisationer: RAB-Forum, Sundhedsrådet og Landsorganisationen NaturSundhedsrådet. Deres viden og synspunkter er vigtige, og uden dem vil mediebilledet ikke være i balance. Det er jo trods alt deres arbejde, som alle andre diskuterer i medierne.

De RAB-registrerede brancheorganisationer har holdt nogle møder denne vinter, med henblik på øget samarbejde. Men de har desværre en historie, der går 20-30 år tilbage, og fortidens synder har tilsyneladende stor betydning i dag – uanset alle trusler udefra.

Det er tankevækkende, at et par tusinde RAB-registrerede behandlere i Danmark er fordelt på 23 brancheforeninger og tre paraplyorganisationer, og at nogle af foreningerne i øvrigt ikke er med i en paraplyorganisation. De tre paraplyer har som medlemmer hhv. 4, 10 og et uvist antal af de RAB-registrerede brancheorganisationer. Umuligt at finde rundt i for udenforstående.

Det er op til medlemmerne

Med det kendskab jeg har til brancheorganisationerne, frygter jeg, at de hellere vil lade modstanderne vinde kampen i medierne (og dermed på Borgen) end at slække på deres egne organisatoriske interesser. Derfor vil vi næppe foreløbig se dem tale med én stemme. Til gengæld er der ingen vaklen i geledderne hos dem, der ønsker at spænde ben for alternativ behandling, og de mangler ikke økonomiske ressourcer.

De eneste, der kan ændre kursen hos organisationerne, er deres medlemmer. Den enkelte alternative behandler må gøre op med sig selv hvad der er vigtigst: Organisationens særinteresser og historiske arvegods – eller konkrete udadvendte initiativer her og nu, i samarbejde med de øvrige organisationer. Tager man ikke stilling til det, spiller man hasard med sin egen fremtid som behandler – og ikke mindst klienternes ve og vel.

Paraplyorganisationerne er langtfra alene på holdet – der er som nævnt flere andre spillere på deres banehalvdel. Skal man vinde en kamp, må man træne og lægge taktik sammen, bl.a. ved at dele sine tanker og idéer med hinanden. Som alle andre er man nødt til at tænke i strategi og kommunikation – og kende sine forbundsfæller.

Man kan som foreninger være uenige om meget, men debatten handler om nogle helt basale forhold, og her bør man let kunne enes om at imødegå diverse påstande fra modstanderne. Og den kamp kæmpes ikke i kulissen, den hører hjemme i den offentlige demokratiske debat.

Jesper Odde Madsen

Lægernes formand blander æbler og pærer

Jeg mener generelt ikke det er farligt at modtage alternativ behandling. Derfor er jeg havnet i en avisdebat med Lægeforeningens formand. Jeg havde et indlæg her, dernæst har Andreas Rudkjøbing skrevet dette, og her er den korte udgave af mit svar til ham, 27. februar.
Der var ikke plads til hele mit svar, så det kommer her:

Tak for dit svar, Andreas Rudkjøbing. Jeg er enig i at patienternes sundhed og sikkerhed skal være i fokus. Men det fremmer ikke en debat at kalde modparten useriøs, og som det allerførste bemærker du, at jeg holder af massage, hvilket jo næppe er sagens kerne.

Jeg henviser derimod til fakta om de alternative behandlinger, der er udbredte i Danmark, og påpeger, at det næppe kan være farligt at modtage disse behandlinger. Du sammenblander derpå disse fakta med at det kan være farligt at fravælge sundhedsvæsenets behandling for en alvorlig sygdom, og det kan ingen naturligvis være uenige i.

Derfor synes jeg du blander æbler og pærer, og jeg har på ingen måde ”reduceret behandlingen af alvorligt syge til et spørgsmål om nusseri under fødderne”. Hvordan du når til den konklusion må stå for egen regning.

Jeg mener det er betænkeligt at bruge mediernes historier som afsæt for at være ”dybt bekymrede over farlig alternativ behandling”, når det i virkeligheden ikke handler om selve de alternative behandlinger, men om noget andet, som patienterne ikke har gjort. Dødsfald er tragiske nok i sig selv og bør ikke misbruges i en debat. At undlade noget er ikke det samme som at noget andet er årsagen.

Når det er sagt, er jeg 100 procent enig i, at en alternativ behandler optræder dybt uetisk ved at påstå, at hans behandling af alvorlige sygdomme kan udrette mirakler. Man må naturligvis hverken fraråde behandling i sundhedsvæsenet eller love folk helbredelse. Styrelsen for Patientsikkerhed bør i samarbejde med politikere og relevante fagfolk sikre, at man fremover hurtigt kan skride ind over for den slags.

Men at den alternative branche generelt er ”vildtvoksende” har jeg dog ikke set dokumenteret. Der er gennem 1½ år dukket en række alvorlige skrækeksempler op, især i Berlingske, og dem må myndighederne naturligvis tage alvorligt – og ikke mindst undersøge nærmere, så man kan nå frem til en egentlig dokumentation.

Jeg kan til gengæld nemt samle en række konkrete eksempler på folk, der ikke kunne blive kureret hos lægen, men blev fri for deres lidelse via alternativ behandling. Der er bare det fællestræk ved mine og mediernes eksempler, at de ikke beviser noget som helst, videnskabeligt set. Historierne er såmænd blot det, man blandt sundhedsvidenskabelige forskere kalder anekdoter.

Denne debat har – med nogle få undtagelser – savnet videnskabelig dokumentation og i stedet bygget på holdninger og avisartikler. Skal dette udgøre beslutningsgrundlaget hos vores politikere?

Det håber jeg ikke.

Medier i alternativt selvsving

Skrækhistorier om alternative behandlere fylder meget i medierne, og mange mener, at lovgivningen bør strammes. Det er imidlertid også en kritik af alternativ/komplementær behandling generelt, og her er læger og andre indædte modstandere stort set de eneste, der kommer til orde. Men forskning og dokumentation er desværre ikke i fokus.

Vi har gennem årene set en række eksempler på at læger ikke alene har begået fejl, men også handlet uetisk. Her har samfundet naturligvis grebet ind med de sanktioner, lovgivningen giver mulighed for.

I løbet af 2018 og 2019 har medierne afdækket en række eksempler på, at alternative behandlere har handlet uetisk, når det gælder kræftbehandling. Her har det været svært at sætte ind med sanktioner, da lovgivningen tilsyneladende er mangelfuld.

Både læger og politikere mener, at dette bør stoppes og at lovgivningen bør strammes. Ingen har modsat sig dette ønske, og flere af de alternative behandleres organisationer har bakket op. Så skulle den ged være barberet.

Men nej – historierne om de uetiske behandlere, der befinder sig helt ude i hampen, er gået viralt. De har uden konkurrence… (læs meget mere om den besynderlige “debat” her)

/Jesper Odde Madsen

Følg med via mit nyhedsbrev

 

For dig, der er nysgerrig og interesseret i mere end blot behandlingerne. Her får du viden, fakta og meninger om hvad der rører sig. Jeg retter også søgelyset mod hvad der sker i udlandet. 

 

Jesper Odde Madsen

Du modtager nu mit nyhedsbrev