Medier i alternativt selvsving

Skrækhistorier om alternative behandlere fylder meget i medierne, og mange mener, at lovgivningen bør strammes. Det er imidlertid også en kritik af alternativ/komplementær behandling generelt, og her er læger og andre indædte modstandere stort set de eneste, der kommer til orde. Men forskning og dokumentation er desværre ikke i fokus.

Vi har gennem årene set en række eksempler på at læger ikke alene har begået fejl, men også handlet uetisk. Her har samfundet naturligvis grebet ind med de sanktioner, lovgivningen giver mulighed for.

I løbet af 2018 og 2019 har medierne afdækket en række eksempler på, at alternative behandlere har handlet uetisk, når det gælder kræftbehandling. Her har det været svært at sætte ind med sanktioner, da lovgivningen tilsyneladende er mangelfuld.

Både læger og politikere mener, at dette bør stoppes og at lovgivningen bør strammes. Ingen har modsat sig dette ønske, og flere af de alternative behandleres organisationer har bakket op. Så skulle den ged være barberet.

Men nej – historierne om de uetiske behandlere, der befinder sig helt ude i hampen, er gået viralt. De har uden konkurrence… (læs meget mere om den besynderlige “debat” her)

/Jesper Odde Madsen

Lægeforeningen ønsker sig et vidensråd om alternativ behandling

Lægeforeningen og Danske Patienter har den 20. november foreslået, at staten opretter et vidensråd om alternativ behandling. Det lyder interessant, men faktisk er der slet ikke brug for sådan et råd. De eneste der har brug for det er Lægeforeningen.

Hvordan harmonerer forslaget med tidligere udsagn fra Lægeforeningens side? Om hvad man ikke skal bruge penge på. Om hvad det ikke giver mening at forske i. Om at teorierne bag alternativ behandling i sig selv viser, at det vil være tåbeligt at kaste forskningsmidler efter noget så absurd.

Lægerne foreslår bl.a. at rådet skal beskæftige sig med forskning i alternativ behandling, så man kan dokumentere ”mulige effekter og risici” ved behandlingerne. Man vil desuden ”indsamle, vurdere og formidle information” om alternativ behandling, og ikke mindst skal rådet ”rådgive myndigheder, politikere og patienter omkring alternativ behandling”. Rådet skal ”af egen drift eller på opfordring udtale sig i spørgsmål om alternativ behandling, når der er konkret anledning hertil”.

Nøgleordene i forslaget er patientsikkerhed og mere viden. Men det kan vi nemt sikre uden et vidensråd. Den eksisterende lovgivning skal blot strammes, så patienter med livstruende sygdomme ikke kommer i kløerne på uetiske behandlere, og viden er der nok af, den skal bare formidles.

Lægeforeningen har aldrig udvist seriøs interesse for emnet før nu. Bortset fra advarsler, udsagn om mangel på dokumentation og udsagn om det tåbelige i teorierne bag komplementær behandling.

Hvorfor i alverden foreslår de så et vidensråd – oven i købet med idéer om finansiering af forskning, som mange af dem hidtil har afvist som spild af penge? Omfavner de nu det alternative? Hvad opnår de ved at foreslå noget, der ligger milevidt fra deres normale holdninger?

Lægeforeningen opnår mere kontrol. De ville aldrig foreslå et vidensråd, medmindre det kunne give dem mere indflydelse end de har i dag. (Derfor ville det være interessant at høre deres tanker om rådets sammensætning og referencepunkter i fx ministeriet).

Derfor er deres pludselige ”interesse” ikke tegn på en kovending, men udtryk for et ønske om selv at kunne styre statens politik vedr. alternativ behandling.

Og initiativet er rigtig smart iscenesat, stor kompliment til Dr. Spin.

Argumenterne holder ikke

Som jeg skrev for nylig, er der – især i Berlingske – for tiden en kampagne med en massiv kritik af komplementær behandling. Jeg lovede også at gå dybere ned argumentationen, og det kommer her.

De tre hovedpunkter er:

  1. Der sker dødsfald på grund af komplementær behandling – det er farligt!
  2. Der er ingen evidens for komplementær behandling
  3. RAB-ordningen bør afskaffes.

Virkeligheden ser sådan ud:

  1. Risikoen ved komplementær behandling. Berlingske nævner et par kræftpatienter, som ifølge avisen er døde, fordi de valgte komplementær behandling i stedet for lægernes. Årsagen skulle være den alternative behandlers rådgivning. Der er tale om enkelttilfælde, dvs. anekdoter (hvoraf flere måske vil falde ved et faktatjek). Jeg kan let finde mange historier om hvordan komplementær behandling har reddet folk, der var opgivet af lægerne. Men dem er lægerne nødt til at afvise som anekdoter (dvs. ikke bevis for noget), og så ryger deres egen argumentation.
    Desuden har Liselott Blixt fra DF spurgt ministeren, hvor mange skader der var indberettet de sidste fem år – og hun fik det svar, at der ikke var nogle…
  2. Der er ingen evidens, ingen beviser for virkningen. Det handler både om hykleri og forskning. Hverken læger eller politikere har nogen sinde bakket op om, at der skal afsættes offentlige penge til forskning i komplementær behandling. Mens medicinalindustriens patenter finansierer forskningen via milliardindtægter, kan man ikke tage patent på zoneterapi eller akupunktur.
    For det andet anerkender lægerne kun dokumentation, der er fremskaffet ved hjælp af én metode: Det dobbeltblindede, placebokontrollerede lodtrækningsforsøg. Spørger man en filosof eller videnskabsteoretiker, er det noget vrøvl, at brugen af én bestemt metode ved ethvert forsøg, i sig selv er en garanti for høj værdi. Man skal bruge den metode, der egner sig til at undersøge det specifikke problem. Men dette bliver tiet ihjel, underligt nok.
    Desuden siger lægerne offentligt, at der ofte mangler evidens for deres behandlinger. Betyder det så, at lægerne udøver alternativ behandling?
  3. RAB-ordningen skal afskaffes. Befolkningen vil i så fald miste den eneste mulighed for at sikre sig en vis kvalitet hos den behandler, de benytter. Og RAB-ordningen har aldrig handlet om den videnskabelige dokumentation for effekten. Men der skal strammes op på kvalitetskontrollen med RAB, og det mener også mange af behandlerne.

Det bliver spændende at se og høre den debat, der sandsynligvis vil komme i Folketinget. Vil det lykkes politikerne at fremskaffe de nødvendige fakta, inden de begynder at diskutere?

Undgå at gå glip af næste afsnit! Tilmeld dig mit nyhedsbrev

 

Følg med via mit nyhedsbrev

 

For dig, der er nysgerrig og interesseret i mere end blot behandlingerne. Her får du viden, fakta og meninger om hvad der rører sig. Jeg retter også søgelyset mod hvad der sker i udlandet. 

 

Jesper Odde Madsen

Du modtager nu mit nyhedsbrev