Først et rigtig godt og fredfyldt nytår til alle mine trofaste følgere – og til jer, der lige kigger forbi!

Via LinkedIn fik jeg noget relevant feedback på dette indlæg, og det gav mig en god anledning til at kigge på noget, der ikke ellers fylder så meget i debatten.

Hovedpunkterne var:

1. Det er ikke nemt at rejse en bredere debat om alternativ behandling, fordi det ikke er et entydigt begreb.
2. At der på årsbasis er 1,2 mio. brugere, kan ikke tages som udtryk for samlet anerkendelse af området – folk bruger måske kun to former for alternativ behandling og ville aldrig drømme om at bruge alle de andre.
3. De alternative behandlere skal tage den etablerede videnskabs evidensbegreb og mere videnskabelige tilgang til emnet til sig. Men det virker som om de ikke er interesseret i at lede efter årsagerne til effekten eller at måle denne.

Her kommer mit svar:

Det er rigtigt, at alternativ behandling omfatter mange forskellige former og langtfra er en éntydig størrelse. (Det er sundhedsvæsenet i øvrigt heller ikke, videnskabeligt set).

Når fx forskere, politikere og jeg selv alligevel taler om alternativ behandling under ét, skyldes det især spørgsmålene omkring lovgivning, tilskud og forskning. Juridisk set er alle former for alternativ behandling ét fedt, og fællesnævneren mht. forskning er, at man stort set ikke forsker og derfor ikke er i stand til at skille skæg fra snot. Forbrugerne er på Herrens mark, og uanset hvad, så må de selv betale for behandlingerne, hvilket jo skaber en social skævhed.

Der er 1,2 mio. brugere på årsbasis, og ca 2,5 mio danskere har på et eller andet tidspunkt fået alternativ behandling. De behøver langtfra at være enige om noget som helst, men sagen er, at de især har benyttet sig af tre ting: Diverse massageformer, akupunktur og zoneterapi blev i 2013 brugt af 570.000 danskere, mens alle de andre behandlingsformer fordeler sig på de resterende 630.000 personer. I øvrigt er det ikke mit indtryk, at brugerne mener, at kun ”deres egen” form for alternativ behandling bør undersøges eller anerkendes, men det er min subjektive opfattelse.

Forskerne har tidligere også set på befolkningens holdninger, og et gennemgående træk er, at mere end tre ud af fire ønsker et større samarbejde mellem sundhedsvæsenet og de alternative behandlere. Hvad folk så ønsker mere detaljeret, ved jeg ikke. Jeg er klar over, at der er forskel på objektive og subjektive interesser, men sådan er det jo i alle forhold.

De alternative organisationer, der repræsenterer de mest brugte og ”veletablerede” former, samarbejder over hele verden dybt seriøst med forskerne, og de ser meget gerne, at deres metoder bliver undersøgt videnskabeligt. De virker slet ikke ”videnskabsfjendske”, men de er som alle andre steder ikke altid enige med hinanden eller med forskere og læger.

Evidens og dokumentation er to ord, der altid dukker op i den politiske debat. De er også vigtige, men forskning er ikke så enkelt. Spørgsmålet er nemlig hvilken form for evidens, der er brug for i diverse forskningsprojekter, og dermed hvilke forskningsmetoder, man skal anvende.

Hidtil har lægerne hver gang kridtet banen op for politikerne: Vi skal have dokumentation i form af dobbeltblindede, placebokontrollerede lodtrækningsforsøg. Men kun at anerkende én metode er noget videnskabeligt vås. Man vælger sin metode ud fra det emne, man vil undersøge.

Men den diskussion føres indtil videre kun blandt fagfolk, så når det hele kan virke som en march på stedet, skyldes det især, at politikere som regel kun lytter til læger, ikke til videnskabsteoretikere eller forskere med indsigt i emnet.

Historien om forskningsmetoder, lodtrækningsforsøg, placebo, virkningsmekanismer og videnskabsteori er meget lang. Så den tager vi ikke lige her…