Forfatter: Læge Niels Bie, 7. august 2020.

Hjemkommet fra vikariat i Nordnorge ser jeg, at Hjerteforeningen har været i lidt af en shitstorm som led i en mistænkeliggørelse af al alternativ behandling (AB) som – anført af den radikale folketingspolitiker Stinus Lindgren med Berlingske som primært talerør – har været i gang det sidste års tid. Nu har lægeforeningens formand, som en af sine første embedshandlinger, skrevet et indlæg med samme sigte.

(I mellemtiden – den 18. august – har Hjerteforeningen bøjet sig for kritikken og lukket “PS! I love you” helt. red.)

Er AB et stort samfundsmæssigt problem? Nej, god alternativ behandling er et godt supplement til lægebehandling, langt de fleste af deres patienter er tilfredse. De fleste af vore sydlige nabolande har integreret behandlingen i det offentlige sundhedsvæsen, tusindvis af danske praktiserende læger bruger elementer af det i den daglige klinik.

Hvorfor opsøger folk alternative behandlere? For at få svar på 2 vigtige spørgsmål, som læger aldrig har besvaret ordentligt: 1. “Hvorfor blev jeg syg, doktor?” og 2. “hvad kan jeg selv gøre for at holde mig rask?”

AB forsøger at besvare disse spørgsmål ud fra en erfaringsindsamling og en teoridannelse, som ikke er naturvidenskabeligt baseret i første omgang, det er netop derfor, den er alternativ. Gør dette behandlingen usand, skadelig og pengegrisk?

NEJ – FOR LÆGEVIDENSKABEN HAR IKKE PATENT PÅ SANDHEDEN OM SUNDHED OG SYGDOM.
Af flere grunde:

1. Naturvidenskab som metode kan kun bruges til at sandsynliggøre egne hypoteser, aldrig til at modbevise andres. Stort set alle lægers undersøgelser af alternative behandlingsformer har haft det sidste som formål og resultat. Grundtvig sagde, at man aldrig blev klog på noget, man ikke “havde kær” (holdt af). Læger har aldrig været kloge på AB, men desto mere skældt ud. Tomme tønder buldrer mest.

2. Hvad der er naturvidenskabeligt “sandt”og “evident” i dag, kan være løgn i morgen. Det er naturvidenskabsmænd stolte af, når de ser på egen udvikling, men glemmer det, når de skælder andre ud for at være “usande” og “evidensløse”.

3. Store videnskabsmænd har ofte indset, at jo mere, vi ved, desto mere finder vi ud af, at vi ikke ved. Den ydmyghed prægede Einstein og Bohr. Jo mindre videnskabsmand, desto mere kikkertsyn og intolerance, “vi har sandheden”.

4. Lægevidenskabelig uddannelse sætter udelukkende fokus på sygdomsforståelse og -behandling. Selv der har vi problemer. Visse steder er vores diagnosesystem genialt og fører frem til vidunderligt virksomme behandlinger. Andre steder (mange “folkesygdomme”) svigter systemet katastrofalt. Nu er hverken Stinus Lindgren eller lægeforeningens formand praktiserende læger. Hvis de var – og havde et åbent sind – ville de indse, hvor mange af deres patienter, der gik med uløste problemer, daglige lidelser og måske også svigtende indtægtsgrundlag, fordi de ikke passer ind i vores diagnosesystem.

5. Det efterlader mange af vore patienter i et vacuum. Ligesom vores “uld-i-mund svar” på spørgsmål om optimering af sundhed. De opsøger så AB ud fra en intuitiv interesse, som bliver til en intuitiv sandhed, hvis AB gavner dem. Og den gavner mange. Den intuitive sandhed er nok så vigtig som den naturvidenskabelige sandsynlighed, for den får folk til at handle, de bliver medskabere af deres egen sundhed og velvære.

Og det er et andet af vore store problemer i lægestanden: Vores kloge naturvidenskabelige sandsynligheder og behandlinger og råd rammer ikke så mange af vore patienter intuitivt, de mangler “aha-oplevelsen”, glemmer medicinen og svigter rådene. Vi kalder det sukkende for “lav compliance”, men det er altså også vores problem. Og vi kunne – oh skræk – måske lære af AB, hvordan man får patienter til at tage ansvar.

6. Opgaven med at “evidensgøre” dele af AB forgår mange steder rundt i Verden, i USA på over 100 universiteter. Men ikke i Danmark. Vi er nærmest videnskabeligt xenofobe.

Dårlige alternative behandlere, der ud fra økonomiske og prestigemæssige årsager lover at kurere sygdomme, skal fordømmes. Og hvis det er livstruende sygdomme, skal de (rets)forfølges.

Vi skal ikke fordømme gode alternative behandlere – og tro mig, det er de fleste, jeg har fulgt dem gennem snart 25 år – der forsøger at hjælpe deres patienter ud fra diagnoser inden for deres metodes teoridannelse, ofte forklaret som ubalancer i energistrømme i kroppen – men se AB som et nødvendigt og glædeligt alternativ inden for den samlede sundhedsinformation.

Det kan sagtens være, at nogle af de råd, som er blevet givet i det delvist hedengangne “PS! I love you”, viser sig at være virksomme for de unge mennesker. Måske vil det en dag også kunne evidensbaseres. Hjerteforeningen er ikke noget medicinsk selskab, men en patientforening, og de har, så vidt jeg ved, ikke forpligtet sig i evighed på den nuværende naturvidenskabelige evidens. Det har vi læger heller ikke efter vores lægeløfte, kun på “de kundskaber, vi har samlet os”.

Projektet var forfriskende nytænkning. Synd at det skulle ødelægges af den lægebårne øjensygdom, der hedder kikkertsyn.

Følg med via mit nyhedsbrev

 

For dig, der er nysgerrig og interesseret i mere end blot behandlingerne. Her får du viden, fakta og meninger om hvad der rører sig. Jeg retter også søgelyset mod hvad der sker i udlandet. 

 

Jesper Odde Madsen

Du modtager nu mit nyhedsbrev