Kritiske læger skal nu også rette søgelyset mod både et sygehus og en stor offentligt støttet organisation, som skriver om alternativ behandling på deres hjemmesider
I Berlingske hævdede flere læger for nylig, at et offentligt støttet center på sin hjemmeside anbefaler alternative metoder og bøger med uvidenskabeligt indhold, samt henviser til læger med en alternativ tilgang. Det drejer sig om ICAK, Informations Center For Alternativ Kræftbehandling i Århus, som nævner en række alternative kilder på sin hjemmeside, der jo netop har fokus på alternativ behandling.
Imidlertid har det fra starten været en hjørnesten i centrets politik, at man hverken henviser til eller anbefaler noget. Ifølge centerleder Berit Wheler nævner man blot kilderne for at kunne tage en kvalificeret dialog med de kræftpatienter, der alligevel finder det på nettet, og henviser aldrig til en læge.
Men det bliver værre. De kritiske læger skal nu også rette blikket mod andre offentligt støttede institutioner.
På cancer.dk, altså hos Kræftens Bekæmpelse, står der fx: Her kan du læse om behandlingsformer som akupunktur, musikterapi og homøopati i relation til kræft. Man kan bl.a. læse følgende:
Homøopati er dråber eller piller med meget små doser af et stof, som man i høje doser ikke kan tåle. Nogle mener, at homøopatisk behandling kan mindske bivirkningerne ved kræftbehandling. Også healing bliver nævnt: De fleste healere er enige om, at healing handler om at overføre energi til den, der behandles. Det sker typisk gennem healerens hænder.
Man finder “anbefalingerne” fra Kræftens Bekæmpelse her.
Musikterapi, hypnose og akupunktur
Også i sundhedsvæsenet kan man forvente løftede pegefingre fra kollegerne. Sygehus Lillebælt har udgivet en pjece om alternativ behandling med titlen ”Det er helt fint med os”. Her kan man bl.a. læse om antroposofisk medicin:
En videreudvikling af bl.a. den homøopatiske medicin på baggrund af Rudolph Steiners lære. I Tyskland og Schweiz er det uddannede læger, der anvender denne medicin sideløbende med moderne medicin, og der er flere hospitaler, der er specialiseret i denne form.
Helle Adolfsen, Sygeplejefaglig direktør ved Sygehus Lillebælt og medredaktør af pjecen skriver: Komplementær og støttende behandling er behandling, der supplerer traditionel behandling som f.eks. kemoterapi. Det er behandling med plantebaseret medicin og ikke konventionelle behandlingsformer som f.eks. akupunktur. Samtidig favner begrebet det eksistentielle og åndelige felt, psykologi og tro. Musikterapi, hypnose, akupunktur, kunstterapi og brug af urter er også gængse komplementære behandlinger.
Én af de læger, der optræder i pjecen, overlæge Lars Henrik Jensen, skriver om den åbne dialog med patienterne:
Jeg accepterer i vid udstrækning de komplementære behandlinger, som patienterne selv vælger, og jeg tager under alle omstændigheder altid patientens input alvorligt og vurderer sammen med patienten fordele og ulemper ved en mulig behandling.
Kræftsygdomme kan ikke klares alene med kemo-behandling. Der er altid et andet aspekt, som også skal afdækkes. Jeg ser det som en slags udfyldende elementer – man kan også kalde det komplementær behandling. Det kan være åndeligt eller psykisk, fysisk velvære, træning eller ernæring. Det er forskelligt, hvad der hjælper den enkelte patient”.
Her finder du pjecen fra Sygehus Lillebælt.
Der er således nok at tage fat på for de læger, der ønsker at desinficere hjemmesider, der har alternative kilder.
Jeg tror fænomenet er mere udbredt, end man umiddelbart skulle tro. Hvis du kender til flere hjemmesider om alternativ behandling, der nævner noget om alternative behandlinger, må du gerne sende mig en mail!
Jeg lovede sidste gang at spørge krystalkuglen hvorfor alle disse historier i Berlingske bliver skrevet netop nu. Det er ikke glemt. I næste nyhedsbrev vil jeg lægge mine overvejelser frem og bede jer om kommentarer, måske er der andre, der har en endnu bedre krystalkugle end min.
En ting kan jeg love: Det bliver ikke kedeligt de følgende uger!
Jesper
Følg med via mit nyhedsbrev
For dig, der er nysgerrig og interesseret i mere end blot behandlingerne. Her får du viden, fakta og meninger om hvad der rører sig. Jeg retter også søgelyset mod hvad der sker i udlandet.
Jesper Odde Madsen
Du modtager nu mit nyhedsbrev
Ved at klikke "Ja tak" accepterer du, at jeg opbevarer dit navn og email. De bliver kun brugt til at udsende nyhedsbreve.