Julegaver behøver ikke at vente til den 24. december. Finansloven for 2018 omfatter 5 mio kroner til ”forskning i alternativ behandling” – lige som i 2016.

Det er en god nyhed, hvis ellers finansloven bliver godkendt – og hvis pengene bruges fornuftigt. De fire mio kr. skal gå til forskning, resten til øvrige formål hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Men inden man begynder at glæde sig til, at gaven pakkes ud efter nytår, bør man lige klappe sine komplementære heste en smule. Af tre grunde:

1.
Et enkelt forskningsprojekt af den tyngde, der er brug for, hvis politikerne skal kunne se en samfundsmæssig nytteværdi af et behandlingstiltag, koster nemt 2-3 mio kr., og pengene vil måske blive fordelt på 3-4 projekter som i 2016.

I ministeriets faktaark står der: ”Forskningsmidlerne er målrettet forskningsindsatser, der har fokus på brobygning mellem konventionelle og alternative/komplementære behandlingsindsatser, og udmøntes via en ansøgningspulje”.

Det er i sig selv en god idé, men belært af erfaringerne vil jeg tillade mig at tvivle på, at det resulterer i politisk brugbare resultater, der gør en konkret forskel for de mange brugere af komplementære behandlinger: Resultater der gør, at man får mulighed for på videnskabelig baggrund at anvende behandlingerne i sundhedsvæsenet, i samarbejde med alternative behandlere. Og at borgerne får betalt disse behandlinger over skatten, lige som ved konventionel behandling.

2.
For at kunne starte nogle kvalificerede forskningsprojekter skal der være et forskningsmiljø inden for området. Man skal rekruttere erfarne forskere, man skal tiltrække yngre folk, som har planer om en ph.d., og der skal være en tro på, at dette miljø over en årrække rummer nogle muligheder for at forske og meritere sig, gøre karriere.

Man skal også generere en vis sum af viden om emnet, som man kan bygge på, når man opstiller de hypoteser, der skal danne grundlag for projekterne. Alt dette tager tid. Derfor giver det hverken mening eller effekt at afsætte et mindre beløb, som kun dækker ét finansår.

Årsagen til succesen hos NAFKAM, det norske forskningscenter for alternativ behandling, er de store faste bevillinger, som har finansieret forskningen og gødet et forskningsmiljø gennem 17 år. Vi har ikke brug en masse små isolerede projekter – de findes i massevis i ind- og udland, og de har ingen større gennemslagskraft. Det viser erfaringerne fra Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling.

3.
Hver fjerde dansker bruger på årsbasis komplementær behandling. Danmarks sundhedsforskning – offentlig & privat – ligger nok på ca. 15 mia kr. om året. De fire millioner til forskning i komplementær behandling udgør så vidt jeg kan regne ud knap 0,3 promille af den samlede forskning.

Politikerne får således næppe mulighed for at tage stilling til spørgsmålene: Er der dokumentation for, at komplementær behandling duer til noget i sundhedsvæsenet? Og hvornår kan der gives tilskud til det på linje med konventionelle behandlinger? Grundlaget for denne slags politiske beslutninger består af en omfattende forskningsbaseret viden, og det har selvsamme politikere åbenbart ikke ønsket at prioritere.

I øvrigt bliver det spændende at se, om pengene igen skal søges via patientforeninger, eller om forskerne på universiteterne også selv kan tage initiativ til projekter. Det sidste ville være en god ide – men det kræver, at perioden fra opslaget til ansøgningsfristen bliver så lang, at institutterne reelt har mulighed for at gennemføre et ansøgningsforløb. Det var den ikke i 2016.

Læs mere om detaljerne her på Sundhedsministeriets faktaark.

God jul!