Det danske samfunds forhold til alternativ behandling er vigtigt at beskæftige sig med. Det er det fordi hver fjerde af os hvert år besøger en alternativ behandler, mens dette stort set aldrig afspejles i overordnede planer, rapporter, debatter og budgetter vedr. sundhed. Men vi ved alle at det findes, for enten har vi selv fået alternativ behandling, eller også har én i vores familie. Mere end hver anden af os har nemlig personlig erfaring med alternativ behandling, siger statistikkerne.
Vi skal selv betale for alternativ behandling, kun i enkelte tilfælde er der tilskud fra sygeforsikringen danmark. Lægestanden siger det ikke virker, der er ingen penge til at finde ud af om det gør, og det offentlige center, Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling, blev sparet væk i 2012. I de fleste andre lande er emnet fremme i lyset, fx på universiteterne, og mange steder finder man alternativ behandling inden for sundhedsvæsenets rammer. Af én eller anden grund befinder vi os nærmest i stenalderen.
Jeg synes det ligner en spejlvendt udgave af Kejserens Nye Klæder: Nogen prøver at bilde os ind, at det ikke eksisterer, selv om enhver kan se det. Derfor har jeg siden 1997 arbejdet på at synliggøre spørgsmålet og sætte udfordringerne i perspektiv. Det er ikke altid nemt – men jeg kan skrive under på, at det heller ikke er kedeligt!
På denne blog vil jeg fremover følge udviklingen og gribe fat i alle de varme kartofler, jeg kan finde. Jeg ser også frem til dine kommentarer!
Jesper
Der ligger en historisk udvikling bag udsorteringen af det, der idag kaldes alternativ behandling. Typisk for det udsorterede er, at der indgår en række uhåndgribelige elementer i den faglige forståelse og ageren. Man kan som bekendt ikke finde meridianbanerne, når man sprætter et menneske op, man kan ikke måle healingsenergier med nutidens måleinstrumenter, og menneskeligt nærvær er noget luftigt noget på både terapeut- og klientsiden. Men er de der ikke alligevel?
Da datamaterne i 70erne og 80erne erobrede en række centrale funktioner i samfundet, fandt også en anden erobring sted. De forskningsområder, der knyttede sig til let målelige forhold, fik en voldsom vækst og erobrede opmærksomheden og troværdigheden. Det har medicinalindustrien haft stor nytte af. Troværdigheden af det mindre målelige tabte tærræn, fordi et krav om dokumenteret effekt voksede og voksede. Det mindre målelige skilte sig mere og mere ud, indtil det blev alternativt.
Det medførte et nyt skisma byggende på forskellen mellem klienternes gode erfaringer mht. behandlingseffekt over for det, forskningen kunne påvise. Deraf tvivlen om Kejserens klæder. For forsket blev der, men når der forskes på noget vanskeligt måleligt, opnås klare forskningsresultater ikke så let.
Strategisk set har jeg selv den fordel at være både alternativ behandler og velerfaren forsker, og jeg mener, at der godt kan tilrettelægges forskning, der fremdrager den behandlingseffekt, som klienterne mener at finde. Men vi har den ikke endnu, og der er andet end det vanskeligt målelige, der gør det op ad bakke, nemlig især savnet af fælles sprog og forståelse inden for sektoren.
Vi savner stadig den forskningskutyme, der generelt egner sig til denne sektors problematik. Mange søger efter den, og den skal nok blive fundet før eller siden. Enhver fagmand udvikler sin “næse” for, om et fagligt problem kan løses, og min næse fortæller mig, at det godt kan lade sig gøre at (gen?)erobre troværdighed via forskning. Jeg håber, Jesper ser min optimisme som en støtte til sit initiativ.
Jespers blog bidrager forhåbentlig til sektorens overlevelse, indtil vi har fundet nævnte forskningskutyme. Derefter kan det være, at det går lettere.