Så skiftede vi årstal, på forsiden af aviserne og i vores kalender. Egentlig bare noget teknisk, men alligevel en lejlighed til at se tilbage – og frem.

2009 har ikke budt på større samfundsmæssig interesse for alternativ behandling. Tværtimod kunne man på konferencen ”Dansk forskning i alternativ behandling” høre formanden for ViFABs bestyrelse, professor Jens Chr. Djurhuus, sige: ”Det ser desværre ikke ud til, at der fremover er økonomi til yderligere forskning. Vi oplever det lidt som om vi går rundt og sætter dækstolene på Titanic på plads, men man har da lov til at håbe…”

I 2010 ser det ikke meget bedre ud. Ser man på finansloven, kan Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling overleve, men stadig ikke med en økonomi, der reelt sætter centret i stand til at varetage sin mission. Og når det gælder tilskud til forskningsprojekter, er der kun afsat sølle 1 million kroner til deling mellem ansøgerne.

Men internationalt er der godt nyt: Januar 2010 starter CAMbrella, som undertegnede selv deltager i. Derfor ikke en journalistisk behandling af emnet, blot følgende:

16 forskningsinstitutioner fra 12 lande skal i de kommende tre år skabe et ”landkort” over Europas tilstand hvad angår KAM, komplementær og alternativ medicin. Projektet er finansieret af EU-kommissionens 7. rammeprogram, FP7. www.CAMbrella.eu

Forsker i modvind

Nok om det. Det er let at begynde med alt det faktuelle – noget andet er, når begivenhederne bliver personlige.

I 2009 mistede jeg en god ven, og forskningen i alternativ behandling én af sine hovedkræfter: en livsglad, engageret og kompetent kvinde. Laila Launsø døde 28. september af galdekræft, og meddelelsen om hendes død kom som et chok, ikke mindst for de af os, der var sammen med hende på en konference i juni måned. Hun blev kun 62 år.

Det føles helt uvirkeligt at omtale Lailas baggrund og kvaliteter i datid. Hun var en internationalt respekteret sociolog, som siden 70’erne gennemførte en lang række forskningsprojekter især om brugernes forhold til alternativ behandling. Desuden var Laila én af hovedkræfterne bag etableringen af ViFAB i 2000.

Brugernes erfaringer har altid stået i skyggen af den kliniske effektforskning, og Laila arbejdede utrætteligt på at inddrage disse erfaringer i sin forskning. Og det til trods for en strid modvind fra den etablerede lægevidenskab – i en periode fik mange læger nærmest forhøjet blodtryk, blot de hørte hendes havn. Da hun fik sin doktorgrad i 1996, skete det heller ikke uden stor modstand fra etablerede videnskabelige kredse.

Anerkendelse i Norge

Laila har gennem sit arbejde forsøgt at slå hul på myten om, at der kun eksisterer én acceptabel forskningsmetode på det sundhedsfaglige område – nemlig lodtrækningsforsøget (RCT). Hun mente derimod, at man altid bør vælge sin metode ud fra det, man vil undersøge, og derfor er også kvalitative forskningsmetoder nyttige, netop når det drejer sig om at indhente ny viden om behandlinger, hvor mange og ofte ukendte faktorer spiller ind.

Det danske forskningsmiljø viste aldrig større interesse for at udnytte Lailas viden og engagement, men det gjorde hendes norske kolleger til gengæld. Siden 2001 tilbragte hun halvdelen af sin arbejdstid på NAFKAM i Tromsø (det norske forskningscenter for alternativ behandling). Desuden var hun de seneste år ansat som forskningskonsulent i Scleroseforeningen i Danmark, hvor hun arbejdede med et projekt vedr. brobygning mellem etablerede og alternative behandlere.

Laila er forfatter/medforfatter til (mindst) 27 bøger og 171 videnskabelige artikler, men det giver ikke mening her at opremse alle hendes publikationer og ansættelser.

Laila vil altid være i mine tanker som et dejligt menneske og en innovativ, nysgerrig forsker, der ikke var bleg for at sætte endnu mere styrke ind, når vejen frem viste sig at gå op ad bakke.

Vi savner dig og mangler dig, men håber, at nye unge kræfter vil fortsætte hvor du slap.

Jesper Madsen