Sundhedspersonale på kursus

Uddannelsesmoduler i alternativ behandling skal give sundhedspersonalet basisviden, og Norge lægger ud til efteråret

Læger, sygeplejersker og andre i sundhedsvæsenet har i årevis efterlyst mere viden om de alternative behandlingsformer, patienterne bruger. Som et resultat af det skandinaviske samarbejde ligger de første redskaber nu klar.

- Til efteråret 2002 søsættes de første uddannelsesmoduler, som skal give læger og sygeplejersker en basisviden om alternativ behandling og sætte dem i stand til at tale med patienterne på en fornuftig måde. Disse moduler er kun begyndelsen, og det er meningen, at også Danmark og Sverige skal kunne tilbyde dem til sundhedspersonalet, siger professor Vinjar Fønnebø, centerleder ved NAFKAM i Norge.

Kursisterne skal igennem følgende moduler:

  1. En generel introduktion til området
  2. Et modul med en homøopat og en akupunktør, som gennemgår deres praksis og diskuterer med kursisterne. Dertil en orientering om forskning og bivirkninger.
  3. Et modul om zoneterapi, ernæringsvejledning og diverse andre behandlingsformer
  4. Alternativ behandling ved alvorlige livstruende sygdomme, bl.a. kræft, hvor man bl.a. diskuterer klagesager og økonomisk udnyttelse.
  5. Behandling af sygdomme i fremtiden - ud fra en mere filosofisk vinkel.

NAFKAM har desuden planer om kurser, der omvendt skal give alternative behandlere en basisviden om forskning og videnskabelig tankegang. Denne type kurser er også blevet introduceret af danske ViFAB, som sidste år startede en længerevarende kursusrække i "forskningsmetode og -design, primært for alternative behandlere". (Se artikel om udbyttet i Galilei.dk, november 2001)

På Karolinska Instituttet i Sverige får de medicinstuderende tilbudt en kort introduktion til alternativ behandling, og i Danmark underviser to læger hvert år færdiguddannede kolleger på et ugekursus. Med det skandinaviske samarbejde kan der skabes mulighed for at opbygge nogle mere systematiske kursusforløb, hvor erfaringerne kan udnyttes i hele Skandinavien.

På universiteter i Østrig, Schweiz, Tyskland, England og Frankrig har de medicinstuderende længe haft mulighed for at tage større eller mindre undervisningsmoduler om alternativ behandling.