Jeg mener generelt ikke det er farligt at modtage alternativ behandling. Derfor er jeg havnet i en avisdebat med Lægeforeningens formand. Jeg havde et indlæg her, dernæst har Andreas Rudkjøbing skrevet dette, og her er den korte udgave af mit svar til ham, 27. februar.
Der var ikke plads til hele mit svar, så det kommer her:

Tak for dit svar, Andreas Rudkjøbing. Jeg er enig i at patienternes sundhed og sikkerhed skal være i fokus. Men det fremmer ikke en debat at kalde modparten useriøs, og som det allerførste bemærker du, at jeg holder af massage, hvilket jo næppe er sagens kerne.

Jeg henviser derimod til fakta om de alternative behandlinger, der er udbredte i Danmark, og påpeger, at det næppe kan være farligt at modtage disse behandlinger. Du sammenblander derpå disse fakta med at det kan være farligt at fravælge sundhedsvæsenets behandling for en alvorlig sygdom, og det kan ingen naturligvis være uenige i.

Derfor synes jeg du blander æbler og pærer, og jeg har på ingen måde ”reduceret behandlingen af alvorligt syge til et spørgsmål om nusseri under fødderne”. Hvordan du når til den konklusion må stå for egen regning.

Jeg mener det er betænkeligt at bruge mediernes historier som afsæt for at være ”dybt bekymrede over farlig alternativ behandling”, når det i virkeligheden ikke handler om selve de alternative behandlinger, men om noget andet, som patienterne ikke har gjort. Dødsfald er tragiske nok i sig selv og bør ikke misbruges i en debat. At undlade noget er ikke det samme som at noget andet er årsagen.

Når det er sagt, er jeg 100 procent enig i, at en alternativ behandler optræder dybt uetisk ved at påstå, at hans behandling af alvorlige sygdomme kan udrette mirakler. Man må naturligvis hverken fraråde behandling i sundhedsvæsenet eller love folk helbredelse. Styrelsen for Patientsikkerhed bør i samarbejde med politikere og relevante fagfolk sikre, at man fremover hurtigt kan skride ind over for den slags.

Men at den alternative branche generelt er ”vildtvoksende” har jeg dog ikke set dokumenteret. Der er gennem 1½ år dukket en række alvorlige skrækeksempler op, især i Berlingske, og dem må myndighederne naturligvis tage alvorligt – og ikke mindst undersøge nærmere, så man kan nå frem til en egentlig dokumentation.

Jeg kan til gengæld nemt samle en række konkrete eksempler på folk, der ikke kunne blive kureret hos lægen, men blev fri for deres lidelse via alternativ behandling. Der er bare det fællestræk ved mine og mediernes eksempler, at de ikke beviser noget som helst, videnskabeligt set. Historierne er såmænd blot det, man blandt sundhedsvidenskabelige forskere kalder anekdoter.

Denne debat har – med nogle få undtagelser – savnet videnskabelig dokumentation og i stedet bygget på holdninger og avisartikler. Skal dette udgøre beslutningsgrundlaget hos vores politikere?

Det håber jeg ikke.