Julens ønsker handler jo – ideelt set – om fredelig sameksistens mellem mennesker. Det ser unægtelig ikke så godt ud for tiden, men uden at ønske os noget får vi det jo aldrig.

Derfor vover jeg også at lufte mine ønsker mht. alternativ behandling, selv om nogle måske vil sige, at de lyder lige så naive som alle andre ønsker om fred. Men det er nu engang det paradoks, vi må leve med.

Når du trænger til en pause med lidt plads til refleksion, så læs med her.

Det er ikke just julefred, der præger debatten om alternativ behandling, og jeg har tænkt over hvorfor debatten i medierne altid havner under #sport i min bevidsthed. Selv om jeg ikke interesserer mig så meget for sport, kommer jeg nemlig til at tænke på fodbold. Der er to hold på banen, de synes helt klart, at deres egen stil er den bedste, og de er opsat på at vinde for enhver pris!

Men så hører ligheden også op. Fodboldspillerne er nødt til at følge nogle spilleregler, ellers trækker den sorte mand det røde kort. Derimod er der ikke regler for en sundhedsdebat, her må man fx gerne kaste med mudder.

Og det gør man så. Lægevidenskabens superliga fremhæver med svulmende retorik en række skrækhistorier om alternative behandlere, der optræder uetisk, er farlige for patienterne og har mistet realitetssansen. Det kunne man fx se i efteråret 2018 i Berlingske.

Mudder i øjnene

De alternative behandlere har ikke den samme adgang til at blive taget alvorligt i de almindelige nyhedsmedier. Men i de sociale medier og det alternative miljø finder man mange historier, hvor lægerne beskyldes for manglende helhedssyn, for at være rigide symptom-mekanikere eller endda for at slå folk ihjel.

Resultatet er, at ingen af parterne er i stand til at se klart, fordi deres øjne er dækket af modpartens mudder.

Dertil kommer diskussionen om hvordan man påviser, hvorvidt en behandling virker eller ej. Heller ikke her har debatten dog karakter af en konstruktiv diskussion mellem to ligeværdige parter. Det skyldes bl.a., at lægevidenskabens fanklub er 100 gange stærkere i form af penge, magt, traditioner og adgang til medierne.

Det er rigtigt, at både magt, penge og sundhedssyn spiller en stor rolle. Men ingen af parterne kan blot undskylde sig med at ”de andre” spiller med ufine metoder. Der er først og fremmest tale om fastlåste positioner og attituder.

I parterapi skal man lytte

Det er ligesom i politik og i parterapi: Man har nogle synspunkter, man vil kæmpe for, men hvis man skal komme videre, må man lytte og tale ud fra en præmis om at begge parter har ret til at blive hørt, at man taler pænt til hinanden – og at ingen på forhånd har ret.

Resultatet skulle gerne blive, at begge parter bliver klogere, og at der kan skabes et fælles grundlag, man kan arbejde videre på – selv om man ikke kan blive enige om alt.

Mudderkastningen er kun med til at fastlåse begge parter i fundamentalistiske positioner. Skulle jeg fx skabe modvægt til lægernes skrækhistorier i Berlingske, kunne jeg hurtigt finde en række lige så ekstreme eksempler på uetiske og farlige læger, men det vil jeg helst ikke, da det i givet fald kun ville optrappe konflikten.

Soldaterne kunne godt

Under første verdenskrig døde millioner på Europas slagmarker uden at erobre en meter. Men juleaften 1914 kravlede de op af skyttegravene, sang julesange, udvekslede gaver og holdt fælles gudstjeneste med dem, de normalt kæmpede mod. De turde godt mødes med fjenden.

Når soldaterne kunne mødes under så ekstreme forhold, så kunne sundhedens stridende parter også godt vove det ene øje – her er det endda ikke med livet som indsats.

Vask mudderet af – og forlad skyttegravene!

Til de alternative behandlere: Ryd op i egne rækker. Tag klart afstand fra de fjolser, der ødelægger det for jer andre ved fx at udsende budskaber uden jordforbindelse. Og lad være med at bruge lægerne som fjendebillede. Lov ikke, at I kan helbrede hvad som helst.

Til lægerne: Snak med de alternative, hør om nogle cases, spørg om I må se deres journaler. Prøv at lytte i stedet for at fordømme – og stop et hold-kæft-bolsje i munden på de kolleger, der fra skyttegravene affyrer salver af retorik, arrogance og bedreviden.

Alt dette vil for mange nok lyde helt urealistisk. Hertil er der kun ét at sige: Hvordan vil fremtiden se ud, hvis begge parter bliver i deres skyttegrave og samler ammunition??

Fælles interesser

Læg våbnene væk, sænk paraderne, og drik efter nytår en kop kaffe med én af ”de andre”. Jeg er sikker på, at det er muligt at finde én, som har interesser tilfælles med dig – fx patienternes ve og vel. Det er jo vores sundhed, det handler om, hvis nogen skulle have glemt det i kampens hede.

Måske kunne man lære lidt af ham, der engang fungerede som healer et sted nede sydpå – uden at være fordømmende over for nogen. De snakker i hvert fald om ham endnu.

Glædelig jul.og godt nytår

Jesper Madsen