Det er jo agurketid, og henne i Fakta sÃ¥ jeg i gÃ¥r et skilt med teksten “Økologiske agurker 10 kr.” Men ak – ovenover skiltet lÃ¥ blot en stabel kedelige sprøjtede tomater…

Surt show – især nÃ¥r man som jeg lever af kommunikation og gerne vil leve sundt! MÃ¥ske burde jeg fÃ¥ dem som kunde? Min lokale Fakta sætter i hvert fald en ære i, at varer og prisskilte aldrig passer sammen. “Kartoffelskræller 20 kr” stÃ¥r der under hylden, hvor Peter Plys kigger opgivende pÃ¥ mig. Men det tager kun 5 minutter at slippe ud, sÃ¥ pyt…

Der er mange måder at forbedre sin kommunikation på, både tekniske og indholdsmæssige. De fleste – især mindre – virksomheder tænker kun på det første, og det er da også vigtigt, at fx hjemmesiden fungerer og er nem at opdatere.

Selv arbejder jeg ofte med WordPress, som tilbyder verdens letteste måde at organisere og opdatere sit stof på, hvis man ikke er en organisation med mange penge og langhårede computernørder. WP kan bruges både som weblog og som hjemmeside, og den kræver ingen software på computeren.

Men desværre glemmer mange at bruge kræfter på indholdet, som jo er det allervigtigste. Det er et stykke arbejde, som kræver professionel indsigt og erfaring – og her findes der ingen billig software, som kan gøre arbejdet.

Indholdet er politisk

Kommunikation handler i bund og grund om at have gode relationer til dem, man vil pÃ¥virke eller som pÃ¥virker én selv. Derfor er det ikke nok at skrive noget pænt, køre en stavekontrol og trykke pÃ¥ “send”. At forholde sig til spørgsmÃ¥lene hvem, hvorfor, hvornÃ¥r og hvordan er i virkeligheden det, afsenderen af budskabet bør bruge mest energi pÃ¥.

De fire ord er også vigtige, når man vurderer andres kommunikation. For det er her, det for alvor viser sig, at kommunikation ikke blot er en mekanisk størrelse – den er i høj grad også holdningspræget og politisk.

Mit ene speciale er web/IT/elektronik, det andet er sundhed og videnskab. I juni udkom en rapport med titlen “Dansk Sundhedsforskning, Status og perspektiver”, lavet af intet mindre end Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen, Ledelsesforum for Medicinsk Sundhedsforskning og Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Kompetente folk, må man formode. Og som skatteyder, sund eller rask, må man også forvente, at de kloge hoveder også har husket at stille kritiske spørgsmål som fx: Hvorfor forsker man, hvad er målet? Hvem skal det gavne? Sker det på et objektivt, uafhængigt grundlag? Hvem bestemmer, hvad der skal forskes i og hvordan? Hvilke konflikter måtte der være mellem forskellige interesser?

Derfor prøvede jeg at søge i rapporten efter ordene:

• objektiv
  
• interesser
  
• uafhængig
  
• formÃ¥l
  
• konflikt
  

Ingen af ordene dukkede op. Og læser man teksten, finder man ingen tilløb til en refleksion over det faktum, at private virksomheder har store økonomiske interesser involveret i forskningen, og at der kunne være andre dagsordener involveret end at gøre os alle sundere.

Follow the money

Rapporten siger bl.a. (tal fra 2005):

• Sundhedsvidenskabelig forskning ved offentlige institutioner: knap 3,5 mia. kr, heraf 1,5 mia. kr. finansieret af medicinalindustrien og diverse fonde.
  
• Sundhedsvidenskabelig forskning i medicinalindustrien: 8,3 mia. kr.
  

Der står også:

“En væsentlig Ã¥rsag til at sundhedsforskningen har fÃ¥et tilført flere ressourcer gennem de seneste ca. 15 Ã¥r er, at private virksomheder og fonde finansierer stadig mere af sundhedsforskningen.” (…) “PÃ¥ eksempelvis fødevareomrÃ¥det eller energiomrÃ¥det har en væsentlig forskningsmæssig drivende kraft været industrien, som har været god til at præge den forskningspolitiske dagsorden” (min kursivering).

SÃ¥ kan det ikke siges tydeligere. Allerede i gymnasiet lærer man de berømte ord “qui bono” (hvem gavner det) nÃ¥r man skal forholde sig kritisk til et udsagn. Hvad betyder de eventuelle interessekonflikter for de tilbud, vi fÃ¥r i det danske sundhedsvæsen? Kan lægerne være sikre pÃ¥, at forskningen leverer de behandlingsmuligheder, der er bedst for borgerne?

Som bruger af sundhedsvæsenet føler jeg mig utryg ved, at der tilsyneladende ikke findes en offentlig instans, der på neutralt grundlag er i stand til at vurdere kvaliteten og relevansen af den forskning, vi direkte og indirekte betaler for.

Ulige kamp i medierne

Den politiske side af kommunikationen viser sig ogsÃ¥ i mediedækningen af sundhedsstoffet. En dansk forsker, lægen Uffe Ravnskov, udgav for nylig bogen “Kolesterol – myter og realiteter”. http://www.hovedland.dk/bog/kolesterol.htm. Han har netop været i Politiken og DR med sit budskab.

Han mener, at kolesterol-kampagnen er en af de største medicinske skandaler i moderne tid, at advarslerne om høje kolesteroltal ikke har noget grundlag, og han kritiserer medicinalindustrien for at dække over de skadelige virkninger af den kolesterolsænkende medicin (statiner), som er verdens mest solgte lægemiddel. Den gavnlige effekt er dokumenteret af industrien gennem en lang række videnskabelige artikler.

Ravnskov er et kendt navn i udlandet, har publiceret stribevis af artikler i anerkendte lægevidenskabelige tidsskrifter og har modtaget priser for sit arbejde. Mange højt estimerede læger og professorer er enige med ham, i Danmark er han stort set ukendt – men nu har bogen altså givet en smule omtale.

Måske har han ret, måske ikke. Vi står med to modstridende budskaber – det ene fra ham, det andet fra medicinalindustrien og ledende læger i sundhedsvæsenet, begge parter henviser til videnskabelige undersøgelser.

Lige nu er han i medierne, men hvor længe? Han har ikke ressourcer til at hamle op med mediemaskinerne hos de multinationale virksomheder, der skal leve af statiner. De har kommunikationsplanerne klar i skuffen, og for dem er det ikke svært at så tvivl om en enkelt mands dokumentation, uanset om han har ret eller ej. Man kan også vælge at sætte spørgsmålstegn ved hans kompetencer eller at sætte en dagsorden, der afleder opmærksomheden fra problemet. Når sommeren er ovre, er Ravnskov ude i kulden igen, lyder mit gæt.

Det er i så fald ikke første gang en sundhedspolitisk opposition har fået sin tekst i glemmebogen. Hvordan kan det være, at det ene budskab kan dominere både medierne og sundhedspolitikken, mens det andet sjældent får et ben til jorden?

Forklaringen kunne bl.a. være, at den danske medicinalindustri hvert år bruger et tocifret millionbeløb på kommunikation og markedsføring. Selvfølgelig gør de det, ellers ville de være godt tossede. Og mediestrategien virker. Men det har store konsekvenser for den sundhedspolitiske dagsorden, for forskningens indhold – og for mediernes kvalitet. Spørgsmålet er, hvornår det går op for journalister og politikere, og dermed for alle os andre?

En stor del af ansvaret hviler på journalisterne, som burde være i stand til at udøve kildekritik og gennemskue de interessekonflikter, der findes i sundhedssektoren.

Jesper Odde Madsen