Nye råvarer i ernæringspolitiken

Der skal en helt ny gryderet på bordet, hvis vi skal have et offentligt råd, som kan vejlede sobert og alsidigt om sundhed og ernæring

Efter Arne Astrup. Sådan begynder ét af de mange indlæg i medierne i anledning af Astrups kométagtige exit som videnskabelig autoritet. Ernæringsrådet har fået ny formand, og medierne har stået i kø for at komme først med det sidste om Astrups mange ben i medicinalindustrien og hans tvivlsomme omgang med sukker, offentlige poster og videnskabelige data.

Men der er andet i verden end sukker og fedme, fx kosttilskud. Vi mangler stadig at vende bøtten og få revideret de offentlige budskaber omkring vitaminer og mineraler. Spørgsmålet er blot, om en ny formand for Ernæringsrådet overhovedet ændrer ved noget. Snart får medierne andet at tænke på, og snart er rådet igen parat til at udsende de samme budskaber om farlige antioxidanter og behovet for restriktioner omkring salget af kosttilskud. Alle videnskabelige data fra udlandet bliver igen "filtreret", så de passer til den herskende opfattelse i fødevare- og medicinalindustrien, som jo hidtil har været storleverandør til posterne i Ernæringsrådet.

Skal befolkningen have muligheder for en mere sober og neutral vejledning, må der andre boller på den offentlige suppe. Rådgivning om kost og sundhed er ikke alene en hulens indviklet gryderet rent biokemisk - det er også et sammenkog af interesser af faglige og økonomiske interesser: Nogle af de mest kendte er sukkerindustrien, mejerierne (=Arla), slagterierne, medicinalindustrien, helsekostbranchen, bryggerierne, landbruget og hele det multinationale kompleks af fødevaregiganter.

Inden retten bliver serveret for forbrugerne via mediernes (som regel ukritiske) artikler og tv-indslag, bliver den naturligvis krydret med diverse faggruppers interesser i at få sat netop deres personlige præg på den færdige ret: Læger, farmaceuter, bromatologer, etc. Og det er vigtigt at huske på, at vi ikke mere lever i et samfund, hvor eksperterne er verdensfjerne professorer uden forbindelse til andre end universitetet og ostehandleren. I dag er ingen eksperter neutrale, de har alle nogle interesser at pleje, det være sig faglige, økonomiske eller politiske. Den uafhængige forsker er en uddød race, og det er vi nødt til at se i øjnene.

Skal denne tvangsfodring med påståede neutrale budskaber holde op, skal Ernæringsrådet simpelthen nedlægges og erstattes med et meget bredere råd, hvor samtlige interesser er repræsenteret, og hvor man ikke lægger skjul på, at der er forskellige holdninger og forskellige økonomiske interesser.

Det er vigtigt, at den faglige pondus bliver mindst lige så stor som i det gamle råd, og derfor skal man ikke foretage en hovedløs "udrensning", men trække på den ekspertise, der findes hos fx industrien og Fødevaredirektoratet. Men af hensyn til både sundheden og demokratiet skal de eksisterende videnskabelige og interessemæssige forskelle fremover afspejles i rådets sammensætning. Derfor bør der også sidde repræsentanter for fx Vitalrådet, Forbrugerrådet, Hjerteforeningen, de alternative behandlere og MayDay i det nye, brede råd.

Fagfolk er som sagt ikke neutrale, men det gør ikke uddannelsesaspektet mindre vigtigt. I det nye råd er det vigtigt, at man har et bredt udvalg af folk, der via deres uddannelse har lært noget om ernæring. Og her er man nødt til at bryde med traditionerne og ikke pr refleks gribe fat i de samme læger og farmaceuter, man altid har brugt. Deres ekspertise er for snæver, og derfor må vi også inddrage de uddannelsesmæssige kompetencer hos fx biokemikere, molekylærbiologer, kostvejledere, biopater, diætister, urtemedicinere og orthomolekylære læger. Modsat hvad mange sikkert tror, omfatter lægeuddannelsens pensum nemlig ikke ret meget om vitaminer og mineraler.

Mad, drikke, kosttilskud og vingummibamser - vi kan lige så godt vænne os til, at vi lever i en verden, hvor der ikke er sandheder, men masser af interessekonflikter. Så kun ved at vende bøtten og nedsætte et bredt råd kan vi sikre os, at vi i det mindste får at vide, hvad de lærde mener, hvorfor de er uenige - og hvad det betyder for vores sundhed.

Velbekomme.

Jesper Madsen, redaktør.