Fokus på ånden

Alternative behandleres forhold til det spirituelle undersøges af religionssociologer i Århus

Hvordan står det til med forholdet til det spirituelle? Det spørgsmål vil en række danskere besvare i den kommende tid, deriblandt 400 alternative behandlere i Århus kommune.

- Vi ser på de religiøse og spirituelle strømninger generelt, og vi har valgt de alternative behandlere som et delprojekt, hvor vi bl.a. gerne vil vide, om der er en anden dimension i arbejdet, siger religionssociolog René Dybdahl Pedersen.

- Alternativ behandling anses af mange for en del af det, vi kalder "New Age", og dette område vil vi gerne undersøge, selv om det i sig selv er svært at definere og afgrænse. Og som alternative behandlere har vi medtaget en bred gruppe, der fx også omfatter psykoterapeuterne.

Hovedprojektet hedder "Det Danske Pluralismeprojekt", og det foregår på Institut for Religionsvidenskab på Århus Universitet. Instituttet understreger, at der er ikke er tale om et teologisk projekt, og at man intet har at gøre med "Dialogcentret". Der er tale om en spørgeskemaundersøgelse, der består af 80 spørgsmål, og resultaterne vil være at læse i en række artikler, der udkommer i bogform i sommeren 2003.

Pengene til undersøgelsen kommer fra Statens Humanistiske Forskningsråd, og det er meningen, at den skal gentages om ti år. Sociologerne er bl.a. interesseret i at vide, i hvor høj grad de nye spirituelle strømninger kan tilbyde det samme som de gamle religioner - eller noget bedre.

- De alternative behandlere skal endelig ikke holde sig tilbage, hvis de får lyst til at ringe og stille spørgsmål om undersøgelsen, siger René Dybdahl Pedersen.

Instituttet har tlf. 8942 2232 og email: rene@teologi.au.dk