Fra købmand til sundhedshus

Idrætsskadeterapeut og sygeplejerske indretter sundhedshus i en tidligere købmandsforretning. De har gjort plads til både læge, psykolog og zoneterapeut

Den tidligere købmandsbutik i Skibbild mellem Herning og Holstebro har gennemgået en gennemgribende renovering, og fredag 6. september slog lægeeksamineret idrætsskadeterapeut Preben Steffensen og sygeplejerske Margit Møller Jensen dørene op til en spændende ny virksomhed, Trehøje VelværeCenter ApS.

Preben Steffensen er lægeeksamineret idrætsterapeut og massør samt ryg- og triggerterapeut. Margit Møller Jensen har 20 års praktisk erfaring som sygeplejerske i det offentlige sundhedssystem og er desuden uddannet materialist. Begge er i øvrigt snart færdige med at uddanne sig som henholdsvis akupunktør og øreakupunktør.

Steffensen blev landskendt fordi Skibbild Murerforretning A/S for fire år siden ansatte ham til at behandle og især forebygge arbejdsskader hos firmaets ca. 100 ansatte. Over en tredjedel benytter sig af firmaets tilbud om forebyggende behandling.

- Jeg beholder naturligvis behandlingen af firmaets medarbejdere, og jeg vil også satse på lignende ordninger med andre virksomheder, siger Preben Steffensen.

Med foreløbig fire splinternye separate kliniklokaler er der mere end rigelig plads til både Margit Møller Jensen og Preben Steffensen. Men de håber, at de også kan tiltrække flere behandlere til stedet - og meget gerne fra det offentlige sundhedsvæsen.

- Det skulle gerne udvikle sig til et sundhedshus som kan tage sig af det hele menneske, siger Preben Steffensen. Foruden zoneterapeut og fodspecialist m.v. står der således også læge og psykolog på ønskesedlen.

- Vi tror de vil føle sig hjemme her, for det er en del af firmaets grundlag at vi skal følge det samme etiske regelsæt som man har i det offentlige sundhedsvæsen. Vil man arbejde her, skal man bl.a. skrive under på at man har tavshedspligt, og man skal også følge de samme regler for hygiejne som findes på sygehuse, siger Margit Møller Jensen, der har en faglig ballast fra sit arbejde som sygeplejerske. Hun har valgt at uddanne sig til øreakupunktør og begrunder det sådan:

- Man ved at almindelig kinesisk akupunktur virker, men man har aldrig videnskabeligt kunnet bevise hvordan og hvorfor det virker. Men det ved man med øreakupunktur idet franske læger har lokaliseret de nervebaner, som påvirkes. Derfor er netop denne teknik indenfor akupunktur officielt godkendt af det franske sundhedsvæsen.

De sidste par år har Margit Møller Jensen været fuldstidsbeskæftiget med regnskab, markedsføring og haft ansvaret for personalet i firmaet Nyborg Huse.

- Men mit "hjælpergén" var begyndte at røre på sig, så nu har jeg droppet regnskabet til fordel for Trehøje VelværeCenter.

Ægtefællen Jørgen Møller Jensen har i øvrigt været med til at få ideen. Han cykler motionsture sammen med Preben Steffensen og har ofte lagt øre til hans drøm om et sundhedshus. Og da den gamle købmandsbutik pludselig kom til salg, besluttede Margit og Jørgen Møller Jensen at købe den og gøre drømmen til virkelighed.