Kraniofysiopunktur på mode

Mange fysioterapeuter har en alternativ uddannelse, men både arten og varigheden svinger meget. To studerende vil lave bachelorprojekt om alternative fysioterapeuter.

40 procent af fysioterapeuterne bruger alternative metoder, viser en mini-undersøgelse på Fysio.dk, Danske Fysioterapeuters hjemmeside. Der er ikke tale om en videnskabelig undersøgelse, men den viser nogle interessante tendenser.

Ifølge Fysio.dk bruger fysioterapeuterne især kraniosakral terapi og akupunktur ved siden af deres virke som fysioterapeuter. Færre bruger zoneterapi og kinesiologi. Uddannelseniveauet er meget svingende, lige fra et par weekendkurser til en treårig uddannelse, og nogle arbejder ud fra det østlige verdensbillede, mens andre fx udøver medicinsk akupunktur, hvor man ikke anvender energier og meridianer, men blot fysiske "triggerpunkter".

De lidelser, fysioterapeuterne behandler med disse metoder, spænder lige fra kolik og migræne til DAMP og spastikere, og i mange tilfælde bruger de ganske enkelt behandlingerne til afspænding og almindeligt velvære.

I alt deltog 292 fysioterapeuter i undersøgelsen på Fysio.dk.

Alternative fysioterapeuter efterlyses

To fysioterapeutstuderende efterlyser til deres bachelorprojekt fysioterapeuter med en alternativ uddannelse. De vil bl.a. undersøge, hvordan en alternativ udddannelse supplerer fysioterapiuddannelsen, hvorfor nogle fysioterapeuter vælger at tage en alternativ uddannelse, og hvordan de bruger den.

Interesserede kan kontakte dem her:
Annette: 66 15 01 66
Linda: 55 77 85 25
Mail:
ap72@ofir.dk