Parkinson-kompendiet

Parkinsons sygdom, etableret og alternativt - udarbejdet af en patient, der både har en lægevidenskabelig og en alternativ uddannelse

Hanne Koplev er dyrlæge, akupunktør og parkinsonpatient. Hun har udarbejdet et langt og grundigt kompendium om Parkinsons Sygdom, som både omfatter behandlingen i det etablerede sundhedsvæsen og kommer ind på alternative tiltag.

Noget af materialet er kun "læse-venligt" for akupunktører, men der er mange afsnit, heraf en del almen viden om Parkinsons Sygdom, som udmærket kan læses af parkinsonpatienter og andre lægfolk.

Hanne Koplev har via alternativ behandling og brug af sin viden om Parkinsons Sygdom mindsket sine symptomer, men det har endnu ikke interesseret læger, neurologer eller toppen inden for Parkinson Foreningen, mener hun.

- Jeg synes, at alle interesserede bør have lejlighed til at se kompendiet. Det kan jo lige så godt blive brugt, når det nu er lavet. Det kan også læses som en "kriminalroman", idet der er meget gemt mellem linierne. Og jo - det er en voldsom kritik af det etablerede system, men jeg har forsøgt at dæmpe min kritik og lade læseren selv dømme, siger Hanne Koplev om sit værk.

- Det er mit håb, at kompendiet også vil blive læst i det etablerede system, så jeg har virkelig gjort mig umage for at fremstille min mening uden at træde neurologer / læger / psykiatere alt for meget over tæerne.

Kompendiet er ikke lagt på nettet i sin helhed, da det fylder over 1 MB, men det kan bestilles af Galilei's medlemmer ved at sende en mail til redaktionen.



Et lille uddrag af kompendiet, om de psykiske og sociale aspekter:

Parkinsonpatienter er ofte særdeles viljestærke personer, som i årevis har "bidt træthed og smerter i sig" og har gjort sin "pligt" / har passet job / familie o.s.v.. Eller sagt på en anden måde patienterne har været meget dygtige til at overhører kroppens signaler og udsætte sig selv for kronisk stress.

Det er vanskeligt at skelne mellem sygdomssymptomer og virkning / bivirkninger af medicinen.

En parkinsonpatient har ofte Shen-symptomer såsom:

  • manglende situationsfornemmelse,
  • manglende overblik,
  • manglende evne til at holde fast i "den røde tråd",
  • fortaber sig i detaljer,
  • manglende tidsfornemmelse (parkinsonpatienten har ofte svært ved at overholde tider (også til akupunkturbehandling), skønt mange tidligere har været særdeles "korrekte" mennesker.),
  • uro,
  • har svært ved "at have mere end Ún bold i luften af gangen",
  • søvnproblemer,
  • kognitive problemer,
  • manglende koncentrationsevne,
  • problemer med hukommelsen
  • psykisk rigiditet
  • lateralitets-forstyrrelser både psykiske (og fysiske), etc.

En parkinsonpatient vil tit have gået meget igennem inden diagnosen bliver stillet, og patienten opnår omgivelsernes forståelse for situationen.

Træthed, nedsat præstationsevne, hukommelsesproblemer etc. opfattes måske af arbejdspladsen som manglende interesse for jobbet, dovenskab, manglende intellektuel kapacitet o.s.v., og kan medføre utilfredshed, mobning eller fyring, hvilket påfører den sygdomsramte endnu mere stress og starten på "en ond cirkel" , som også hyppigt indebærer økonomiske spekulationer.

Også ægtefællen, familien, venner og bekendte kan opfatte den "sygdomsramte" som uinteresseret (hvorfor husker han ikke det, som jeg lige har sagt ?.), egoistisk (patienten overkommer ikke at tage del i familielivet.) o.s.v.. Så også i privatlivet er der mulighed for øget stress og "onde cirkler".

Mange parkinsonpatienter ender med at blive skilt, og situationen rummer også faren for social isolation, hvilket kan være en konsekvens af psykiske lateralitets-problemer (se senere.).

I tiden (hvilket ofte drejer sig om år) før sygdommen erkendes, har der ofte været meget angst, idet patienten oplever ukendte symptomer (ofte smerter) og en krop, som ikke "lyder ordrer fra viljen".

Parkinsonsymptomer, hvoraf mange er Shen-symptomer (i kombination med angst (uvished) og stress), medfører ofte, at patienten henvises til psykiatrisk behandling. Psykiateren sætter måske patienten i behandling med psykofarmaka, som i uheldigste fald er Yang-dæmpende-midler .

Også kontakten til lægen / neurologen kan opleves traumatiserende, hvis patienten ikke føler sig taget alvorlig, og følelsen af afmagt kan overskygge tilværelsen. Bemærkninger fra familie / venner / bekendte / kolleger samt læger om: - "at tage sig sammen ", - "det er nok stress", - "det er nok psykisk" eller - "det nytter ikke at gå hjemme og pille sig i navlen" kender de fleste parkinsonpatienter fra perioden inden diagnosen.

Når diagnosen endelig stilles, opleves dette ofte både som en befrielse , idet der endelig er en forklaring på de helbredsmæssige problemer, og som et stort chok.

De yngre patienter "afhjælpes" efter diagnosen typisk med medicinsk behandling, som ofte medfører, at de .i starten af sygdomsforløbet, i normalt omfang, kan fortsætte deres (måske uhensigtsmæssige / stressede) livsstil / tilknytning til arbejdsmarkedet etc. .

Der foretages normalt ingen eller kun begrænset vejledning om kost, livsstil, stress, tungmetaller, forgiftninger etc. i det etablerede system. Ofte kniber det også med vejledningen omkring bivirkninger af den medicinske behandling. Ligesom mange patienter ikke er ordentlig informerede om, hvilke symptomer, der ses, ved over- eller undermedicinering, eller hvordan medicinen indtages hensigtsmæssig.

Ved den endelige afklaring af diagnosen oplyser neurologen typisk patienten, at sygdommen er kronisk, uhelbredelig og progressiv (fremadskridende), hvorved patienten fratages alt håb om helbredelse eller i det mindste forbedring af symptomerne.

"Universets love" fungerer på den måde, at det jeg tror på bliver sandheden for mig, og det du tror på bliver sandheden for dig. Og sandheden for langt de fleste parkinsonpatienter bliver, at de opfylder neurologens forudsigelser.

Kræftsyge patienter har et håb i de kræftpatienter, som oplever spontan reminiscens, men for parkinsonpatienter er det eneste "positive" neurologens oplysninger om :, - at Parkinsons Sygdom oftest kun er langsomt fremadskridende, - at sygdommen ikke er livsforkortende, - at "man" ofte kan leve et godt liv med sygdommen.

Med til billedet af parkinsonpatienten hører en beskrivelse af de sekundær-gevinster, som patienten opnår ved sygdommen. Kort skal nævnes følgende eks.:

  • øget opmærksomhed fra omgivelserne,
  • den stimulerende effekt af medicineringen,
  • evt. fritagelse for ansvar, pligter, arbejde m.v.
  • evt. opnåelse af større kreativitet, som følge af lateralitets-forstyrrelse
  • evt. opnåelse af større koncentrationsevne ved logisk arbejde som følge af lateralitets-forstyrrelse.

Det er vigtigt, at forstå parkinsonpatientens personlige baggrund, også på det psykiske plan, inden en egentlig behandling påbegyndes, idet også psykiske symptomer benyttes som mål for effekten af den alternative behandling. Håbet er det vigtigste, en terapeut kan give til en patient.

(Ovenstående er et uddrag af kompendiet, som kan bestilles via Galilei.dk)