Krigen om vitaminerne

Fødevaredirektoratet advarer i medierne mod kosttilskud, mens eksperter på området dokumenterer deres gavnlige virkninger

Debatten om kosttilskud, vitaminer og mineraler blussede for alvor op igen efter en tv-avis 9. april, hvor Ernæringsrådets formand, Arne Astrup - igen - gik frem og advarede befolkningen mod farerne ved kosttilskud. Han er almindelig kendt som modstander af kosttilskud.

"Disse læger er heller ikke opmærksomme på at få med i en journal, hvilke kosttilskud personen ta'r, fordi ofte kan det være det, der giver sygdomssymptomer eller ligefrem kan være dødsårsagen," sagde Astrup bl.a. i tv-avisen.

Det gav anledning til en del læserbreve og klager til DR, og 22. april kom næste afsnit i føljetonen, DR's "Rene ord for pengene". Her var budskabet det samme, dog mere nedtonet og uden Astrup på skærmen. Her var det læge og journalist Jerk W. Langer, der advarede mod bl.a. A og E-vitaminer:

"Tager du for eksempel en af de fedtopløslige vitaminer - A-vitamin - kan du sagtens få for meget. Tager du blot 3-4 gange mere end det, som vi plejer at få gennem kosten, så kan du risikere, at dine knogler begynder at afkalke og knække", siger Langer på programmets webside.

Anledningen til det hele er en aktuel kampagne fra Fødevaredirektoratet (via Forbrugerinformationen.dk), som hævder, at kosttilskud kan gøre mere skade end gavn. Men problemet er, at der ikke fremlægges videnskabelig dokumentation for farligheden, og at de gavnlige virkninger ikke nævnes.

En række læger og andre eksperter ligger inde med dokumentation for det stik modsatte budskab: At kosttilskud tværtimod kan forebygge og helbrede. Naturligvis kan alle stoffer, inklusive salt og postevand, være farligt i store doser. Men advarslerne er ude af proportioner, mener bl.a. læge Claus Hancke:

- Dels udelader man den videnskabelige dokumentation for de gavnlige virkninger, dels er der simpelthen ikke videnskabeligt belæg for advarslerne. Desuden advarer man aldrig mod de tusinder af dokumenteret farlige stoffer, vi hver dag udsættes for i miljøet og i maden.

Danske myndigheder har ikke rapporteret sygdomstilfælde på grund af kosttilskud.

Læs mere om sagen under Baggrund og Månedens mening.

I samarbejde med Borgerrettighedssbevægelsen MayDay har Galilei.dk produceret en web-site, der kommenterer den aktuelle debat: www.kost.galilei.dk