Homøopati til debat

Forskning i homøopati viser dårlige resultater - men gælder de homøopatien eller forskningsmetoden?

Et britisk forsøg med homøopati har for nylig vist, at det ikke hjælper at give patienterne et bestemt homøopatisk middel som behandling mod astma. Men måske viser resultatet mere om forskningens problemer end om homøopati, og det rammer centralt ind i nogle af de diskussioner, der fandt sted på Oslo-konferencen.

I et klinisk dobbeltblindet lodtrækningsforsøg med 242 deltagere viste det sig, at det homøopatiske lægemiddel ikke virkede bedre end placebo (snydemedicin) ved behandling af astmatikere med overfølsomhed over for husstøvmider. Det kom frem i en artikel i British Medical Journal 2. marts 2002, som bl.a. blev refereret i Politiken 3. marts.

Homøopati er meget udbredt i resten af Europa, men den er også omstridt, fordi forskerne er uenige om kvaliteten og fortolkningen af de forsøg, der er foretaget. Nogle forsøg har vist effekt af homøopati, andre ikke. Men det største problem er, at de fleste forsøg er udført som kliniske dobbeltblindede lodtrækningsforsøg, hvor halvdelen får et homøopatisk middel, halvdelen placebo.

Det er ifølge lægerne den eneste sikre måde at gøre det på, men kritikerne siger, at man overhovedet ikke kan undersøge homøopati på den måde. I homøopati - og de fleste andre alternative behandlinger - giver man ikke nødvendigvis samme behandling til to mennesker med samme symptomer.

Den homøopatiske læge eller behandler "kortlægger" først patientens livssituation gennem et langt interview, og først da vælger hun, hvilket præparat, patienten skal have. Dette kan variere meget fra patient til patient, uanset om symptomerne minder om hinanden eller ej, og derfor ville man aldrig drømme om automatisk at udlevere det samme lægemiddel til alle med fx astma. Men denne tankegang går helt på tværs af det, lægerne (og vi andre) er opdraget til at tro: At samme symptom skal behandles med samme medicin.

Forsøget kom ikke uventet til debat på konferencen i Oslo, og mens nogle forskere fastholdt det kliniske dobbeltblindede lodtrækningsforsøgs værdi, fremhævede andre forsøget som et typisk eksempel på, at man fremover skal bruge andre forskningsdesign, hvis man vil undersøge, om folk kan have gavn af homøopati.

- Konklusionen må være, at man bør forske i den homøopatiske behandling i stedet for at lave kontrollerede forsøg med præparatet, sagde professor Viljar Fønnebø, NAFKAM, som stod som arrangør af konferencen.

Det aktuelle forsøg undersøgte altså ikke effekten af den homøopatiske behandling, men derimod af et af de præparater, som homøopaten kunne vælge at bruge. Dette har principiel betydning, fordi forskningen i alternativ behandling gang på gang render ind i det samme spørgsmål: Undersøger vi behandlingen eller teknikken? Er det den zoneterapeutiske behandling, vi undersøger, eller er det trykket på nogle fodpunkter? Er det en akupunkturbehandling, vi undersøger, eller er det nogle nålestik?

Her ligger ét af de ømme punkter i forhold til moderne vestlig medicin, idet man her opererer med standardiserede behandlinger, hvor man ønsker at måle en fysisk/biologisk virkning af et konkret teknisk påvirkning, som skal kunne gentages med samme resultat på nogle andre patienter.

Forholdet mellem behandling og teknik er også behandlet i en baggrundsartikel her på Galilei.dk.

Reference: BMJ 2002;324:520
http://bmj.com/cgi/content/abstract/324/7336/520