Forskningens ligtorne

Lodtrækningsforsøg igen-igen. Diskussionerne om alternativ behandling er stadig præget af problemstillinger i den etablerede videnskab

Kært barn har mange navne: Kvalitetsmærket - bremseklodsen - nåleøjet - Den gyldne Standard: The randomized controlled trial, den randomiserede kliniske undersøgelse, lodtrækningsforsøget, det kliniske kontrollerede forsøg.

Lægevidenskabens foretrukne forsøgsmetode blev som så ofte før fokuspunktet, da forskere, læger, behandlere m.fl. mødtes for at diskutere problemer og perspektiver omkring forskning i alternativ behandling.

Den 26. og 27. november 2002 var Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling for første gang vært ved en international konference, og titlen var "Initiating Scientific Investigations of the Effects of Alternative Medicine: Methods, Success Criteria and Visions".

Diskussionerne afspejlede også, at denne type konferencer langt fra er "balancerede" hvad angår emnevalg og deltagere: Udgangspunktet var den etablerede videnskab, og ikke det alternative univers. Det var heller ikke meningen, når man se på konferencens titel og oplæg, men det fortæller noget om, hvem der sætter dagsordenen, hvem der bestemmer, hvor diskussionerne skal tage afsæt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at lodtrækningsforsøgene er genstand for heftige diskussioner, når det gælder alternativ behandling. Den etablerede lægevidenskab holder fast ved, at metoden er den eneste holdbare, hvis man for alvor vil fastslå effekten af en behandling - hvad enten denne er traditionel eller alternativ. Derimod mener mange læger, behandlere og forskere på det alternative område, at forskningsmetoderne i højere grad bør tilpasses karakteren af de behandlinger, man vil undersøge.

Professor Vinjar Fønnebø fra NAFKAM (Vifab's norske søster) ridsede tydeligt op, hvorfor man har så svært ved at blive enige om hvordan man skal undersøge alternativ behandling:

- Lægevidenskaben går ud fra, at en behandling er et standardiseret instrument, en teknik. Men inden for alternativ behandling siger man, at behandlingen er et samspil mellem behandler, patient og selve behandlingsteknikken.

- Vi har brug for at sammenligne en behandling med én, vi kender, ikke for at pille én af dem i småstykker. Vi vil vide, hvad der virker bedst. Og vi må acceptere at der er lige så mange mulige forskellige forskningsmetoder som der er behandlinger, sagde Vinjar Fønnebø.

Intet nyt

Konferencen bragte egentlig ikke nogle nye erkendelser frem omkring lodtrækningsforsøgene, men flere af oplægsholderne formåede at belyse situationen ud fra andre synsvinkler.

- Krigen mellem den etablerede lægevidenskab og den alternative verden skader først og fremmest patienterne, sagde dr. Ted J. Kaptchuk fra Harvard Medical School, da han gav et historisk perspektiv på udviklingen.

- I gamle dage havde man en medicinsk pluralisme i form af sundhedssystemer, der fungerede side om side, rettede sig mod hver sin befolkningsgruppe, og som ofte "stjal" fra hinanden uden direkte at være i konflikt. Men efter 2. verdenskrig har vestlig, biokemisk orienteret medicin fået status som den eneste videnskabeligt korrekte retning inden for lægevidenskaben, sagde Kaptchuk.

Han fortalte i øvrigt, at hver anden borger i USA bruger alternativ behandling, og at der bruges flere penge på det end på konsultationer hos lægerne. (I USA skal man selv betale for alt - derfor er det ikke som i Danmark "dyrere" at gå til alternativ behandling, fordi lægen allerede er betalt via skatten).

Hvad vil det sige at måle effekten af en behandling? Dette simple spørgsmål førte - igen - til en debat mellem læge Peter Gøtzsche fra Nordic Cochrane Center og dr. soc. Laila Launsø. Gøtzsche fremhævede gang på gang RCT som metoden over alle metoder, mens Launsø pointerede, at mange behandlinger involverer så mange faktorer, at RCT ikke giver mening.

- At lave et lodtrækningsforsøg, der undersøger effekten af en bestemt behandling er ikke det samme som at vise, hvad der kan fremme healingsprocessen, sagde Laila Launsø. Hun frygter en fundamentalistisk forskningstradition, som kun anerkender RCT, fordi det indebærer en meget éndimensional opfattelse af årsager og virkninger.

Årsager - hvorfor og hvordan virker en given behandling? Er vi nødt til at forstå mekanismerne i en given behandling - altså hvordan den egentlig virker - inden vi forsøger at finde ud af, i hvor høj grad den kan hjælpe patienterne? Eller kan vi godt gå i gang med at undersøge effekten, selv om vi ikke ved, hvordan behandlingen virker?

Hønen eller ægget? Ovenstående problemstilling blev kun nævnt et par gange på konferencen, men er ikke desto mindre vigtig for den videre debat. Forhåbentlig får den mere plads på de følgende konferencer, og den har stor betydning også for motivationen til at forske i effekten. Mere om dette under menupunktet "meninger".


Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling holdt 28. november en "Endagskonference om mødet mellem den alternative behandler og forskningen", som af mange blev betegnet som en succes. Den får du et glimrende indtryk af ved at kigge ind på Vifab's hjemmeside, hvor bl.a. formanden for SundhedsRådet, Rikke Goerlich, bliver interviewet.