Månedens mening

Brobisser i usikkert arbejdsmiljø

Brobygningen skrider frem, men i slow motion. Både det politiske system og de alternative behandlere har et ansvar for, at arbejdstempoet bliver sat i vejret og ikke hæmmes af fordomme og interessekonflikter.

Ved et årsskifte plejer man at gøre status over året der gik og komme med profetier, råd og velmente ønsker for det kommende år. Denne gang må man sige, at der er plads til lidt af hvert: Før valget havde flere politiske partier initiativer parat til finansloven, men op til jul var billedet uklart, da det nye folketing havde travlt med at flytte ind og finde deres ben midt i julegaveindkøb og frokoster.

MF'erne tænkte nok kun på brobygning, hvis de susede under Storebælt for at besøge familien i julen. Storebæltsbroen kan virke som en nem opgave i sammenligning med broen mellem den alternative verden og det danske sundhedsvæsen. Fundamentet er støbt, men ingen ved hvad det er lavet af, og mange af brofagenes elementer ligger i restordre for 3. år i træk.

Derfor er det ikke så underligt, at broen stadig er farlig at passere, især for de læger, der gerne vil udvide deres horisont. Men den er jo indtil for nylig blevet skabt af gratis materialer og frivillig arbejdskraft, så man kan vel heller ikke forvente en tjekket forbindelse uden forsinkelser…

Men hvordan går det med det velkendte problem: at finansiere broen? Som man kan læse på Galilei.dk, havde CD, Konservative og SF konkrete og kontante ønskesedler før valget, men Yvonne Herløv fra CD og Anni Svanholt fra SF blev stemt ud - og Henriette Kjær fra de konservative blev socialminister! Så nu starter det - delvis - forfra med et nyt sundhedsudvalg. (Holdningerne i udvalget kan man læse om under nyheder og baggrund).

De alternative behandlere bliver mere og mere modne til at indgå i et seriøst samarbejde med sundhedsvæsenet i den udstrækning det er muligt at finde nogle fælles præmisser. Men behandlernes organisationer mangler stadig det sidste stykke vej, før de fremstår med en klar profil, så at politikere og offentlighed kan forholde sig til dem: De fremstår endnu ikke professionelle nok, og de mangler stadig fodslaw i deres egne rækker.

Branchen repræsenteres af to paraplyorganisationer, som indbyrdes er uenige om noget, medlemmerne næppe føler nogen andel i. Det nedstammer naturligvis fra reelle uenigheder i et historisk forløb, men set udefra kan de virke som to søskende, der ikke kan enes om hvilken leg, de skal lege.

Nettoresulatet er, at de udadtil så at sige "ophæver" hinanden, så at befolkning og politikere ikke har et klart billede af, at der findes nogle, der med autoritet repræsenterer den alternative sektor. Selv om der findes hele to, som hver for sig har nogle styrker, og som i de store linier arbejder mod de samme mål!

Det politiske system er desværre heller ikke helt modent endnu, selv om der er sket store fremskridt, bl.a. med oprettelsen af Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling i Århus. Det viser sig bl.a. hver gang, man tager et overordnet initiativ omkring sundhed. Her ignorerer man totalt, at den alternative sektor bliver større og større, at 45 procent af os danskere har erfaringer med alternativ behandling, og at der i udlandet forskes og samarbejdes på livet løs.

Inden valget sagde ex-minister Arne Rolighed nej til at alternative behandlere kunne indtræde i de offentlige råd og nævn, selv om det nok kunne tilføre arbejdet nogle nyttige ressourcer - helt i tråd med Roligheds egne forsikringer om sin interesse for brobygningen.

Regeringen har op til jul nedsat "Det Rådgivende Udvalg", der skal forsøge at helbrede det danske sundhedsvæsen for 1,5 milliarder kroner. Formanden er Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, og også forhenværende sundhedsminister Carsten Koch skal være med i udvalget, hvor man bl.a. skal se på uddannelser og på samarbejde med private sundhedsfagligt uddannede.

Jeg vil gerne vædde en kasse økologisk øl på, at der i deres papirer ikke står en døjt om alternativ behandling. På samme måde som begrebet ikke fandtes, da den forrige regering i 1999 nedkom med sit "Folkesundhedsprogram 1999-2008" - et halvt år efter, at folketinget havde vedtaget at oprette Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling.

Af hensyn til både sundheden og finansministeren må vi have sat tempoet op hos samtlige brobisser. Der ligger nogle muligheder i komplementær behandling, vi ikke kan sige nej til, hvis vi skal tage både demokrati, økonomi og videnskab alvorligt.

Med håbet om et godt - og sundere - nytår!

Jesper Madsen, redaktør.