Månedens mening

Internationalt samarbejde - hvordan?

"Danske læger er nok lidt konservative, når det handler om at prøve anderledes behandlinger"
Den tyske læge Ulf Exner i et interview i Ugeskrift for Læger. Han kom til Danmark fra Tyskland i 1998.

"Mentaliteten i Danmark virker meget fremmed på mig. Lægerne er meget skeptiske over for alt, der virker fremmed for dem. Derfor er det meget besværligt overhovedet at introducere noget nyt her i landet."
Læge Vivian Hauck, uddannet i Brasilien, i et interview på Galilei.dk.

Jeg indleder med de to citater, ikke for at hakke på lægerne, men for at illustrere nogle af årsagerne til at Danmark halter alvorligt bagud set med internationale øjne. Det går meget langsomt med at få et samarbejde op at stå med andre lande mht til forskning og brobygning mellem sundhedsvæsenet og den alternative sektor.

Den gode nyhed er, at Norge er nået langt mht brobygningen og var vært ved den første skandinaviske konference om forskning i alternativ behandling, som er omtalt i en artikel i denne udgave af Galilei.dk. Konferencen viste, at der ikke mangler udfordringer, og man blev enige om at holde de følgende konferencer i Sverige og Danmark.

Men det danske engagement er til daglig yderst begrænset. Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling har så få midler og så mange opgaver, at der næppe bliver tid til nogen større international indsats. Det er heller ikke ViFAB, der skal gøre det konkrete arbejde, men de bør have midler til at støtte de læger, behandlere og forskere, der vil arbejde seriøst på internationalt plan. Problemet er blot, at ViFAB næppe får penge nok til at yde denne støtte.

Hvem er det så, der skal gøre noget ved det? Det er en række alternative organisationer uden økonomiske midler og erfaringer med forskning. Det er en række enkeltpersoner - bl.a. læger - som trods chikane og mistænkeliggørelse fra kollegerne beskæftiger sig med komplementær behandling. Dertil kommer nogle få private institutter, som har viljen og ekspertisen, men må leve af tilskud fra private fonde. For eksempel sker samarbejdet med Norge og Sverige næsten udelukkende via "Center for Brobygning i Sundhedsarbejde", for en stor del takket være frivillig arbejdskraft.

På mange områder er et samarbejde et must: Forskning koster penge, og det er indlysende, at ressourcerne udnyttes bedre i fællesskab. Sundhedsvæsen og forskere vil kunne hente langt mere inspiration ved at øge udvekslingen af viden og idéer over grænserne, og når det gælder uddannelse af sundhedspersonale og behandlere, er der ingen grund til at påny at gøre de erfaringer, der allerede er indhøstet på sygehuse og universiteter i bl.a. England, Tyskland og Frankrig.

Viljen til samarbejde findes mange steder i Europa, men skal Danmark deltage, må vi selv yde en indsats. I EU-regi havde man fra 1993-1999 et EU-program, COST Action B4 on Unconventional Medicine, hvor Danmark havde to repræsentanter med i arbejdsgruppen. Meningen var at kortlægge området og på længere sigt at koordinere "forskning af høj kvalitet vedrørende alternative behandlingsformers diagnostiske, terapeutiske, samfundsøkonomiske, legale og kulturelle aspekter".

13 lande deltog i COST B4: Belgien, Danmark, Finland, Holland, Italien, Norge, Schweiz, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Ungarn. I den afsluttende rapport anbefaler man at der bliver forsket i alternativ behandling på tværs af grænserne, men det har endnu ikke ført til konkrete projekter af betydning. Arbejdet sker mest i kraft af frivillige ildsjæle, da det er meget svært at skaffe midler, trods alle de fine hensigtserklæringer i EU-dokumenterne.

Pengene til samarbejdet må ligge et sted, i en eller anden EU-cigarkasse i Bruxelles. Men det kræver blod, sved og tårer at nå til det punkt, hvor man står med penge til sit projekt, og derfor ville det lune med lidt opbakning fra det hjemlige videnskabelige miljø - og fra de offentlige organer, der beskæftiger sig med sundhed.

Her hopper kæden så af. For i alle de udvalg eller organer, der er tale om, sidder der læger som sagkyndige, eller også har man læger som eksterne rådgivere. Og gælder det komplementær behandling, har de i tidens løb vendt så mange tommelfingre nedad, at man må frygte varige anatomiske mén. Gælder det faglige organisationer, ser det ikke bedre ud. Sygeplejerskerne lurepasser og tør ikke gøre noget lægerne ikke gør, selv om de er fuldstændig ude af trit med deres medlemmer.

Lægeforeningen forholder sig tavs og passiv, og når man en sjælden gang udtaler sig om alternativ behandling, er meldingen ikke til at tage fejl af: "Vi skal passe på kvaksalverne, vi skal have "ryddet op", og vi tror i øvrigt kun på den hellige randomiserede kliniske undersøgelse", amen. Det er dogmatik, ikke dialog.

Men vi kommer ikke uden om, at det internationale arbejde skal styrkes - først og fremmest af hensyn til vores folkesundhed, men også fordi vi ikke kan være et sundhedsvæsen bekendt, der blokerer for alt nyt og fremmedartet.

Forskerne og de alternative behandlere arbejder på sagen. Men der er brug for, at nogle flere læger smøger ærmerne op, vover pelsen, går mod strømmen - og måske gør den opdagelse, at de ikke får beskidte hænder. Tværtimod bevæger de sig ind i et felt, som er interessant, udfordrende, givende - og ikke spor "uvidenskabeligt"!

Jesper Madsen, redaktør.