Høringen ud til alle

Gik du glip af høringen på Christiansborg 19.marts, igangsat af folketingets sundhedsudvalg? Så er her en chance for revanche.
Teknologirådet stod for arrangementet, og de har nu udgivet en rapport, som også er lagt ud på nettet. Om indholdet siger de selv:

Rapporten indledes med et resumé, som giver læseren mulighed for at orientere sig i nogle af de centrale spørgsmål, der blev diskuteret på høringen. Resten af rapporten er opdelt i afsnit svarende til emneopdelingen i høringens program. Afsnittene indledes med oplægsholdernes mundtlige indlæg fulgt af en spørge- og debatrunde med Folketingets Sundhedsudvalg. Derpå følger oplægsholdernes skriftlige indlæg. Programmet er trykt som bilag bagerst i rapporten.

Folketingets Sundhedsudvalg ønskede at få mere viden på området, og derfor havde de indkaldt til en høring med temaet alternativ behandling. 14 eksperter leverede mundtlige og skriftlige oplæg.

Det meste af tiden gik med at snakke om hvordan man skal forske i alternativ behandling. Politikerne vil gerne have et hurtigt (og billigt?) svar, mens fagfolkene var rygende uenige og førte lange og langhårede diskussioner om forskningsmetoder og teorier.

Døm selv - læs både eksperternes forberedte indlæg og hvad der blev snakket om selve dagen. Intet er udeladt - heller ikke pudsige bemærkninger eller henstillinger fra ordstyrer Connie Hedegaard!

Du kan hente hele molevitten - den fylder 1571 Kb - på Teknologirådets hjemmeside,www.tekno.dk

Se også Galilei.dk' artikel i arkivet: Høring gav input til politikere
(Ĺbner i nyt vindue)