En tidsrejse tilbage til noget vi kender

tid-35Galilei har været en tur i tidsmaskinen! Mærk historiens vingesus, hvor var vi dengang? Der er noget, der ligner – kan det virkelig være 13 år siden?

Vi befinder os i december 2002, Vifab er over to år gammel, den første skandinaviske konference blev holdt i marts, regeringen er blå, og det er snart jul. På det gamle Galilei.dk kan man læse et laaangt indlæg, som dog er ret tankevækkende, når jeg selv skal sige det 🙂

God plads under regeringens juletræ

Man får ikke ligefrem alternative julelys i øjnene, når man forsøger at gøre status over ”brobygningens” tilstand, november 2002

Hvordan har brobygningsprojektet det? Hvordan har politikerne det, her inden der går jul i det hele? Er der grund til at være optimistiske eller hvad? Svaret må blive et rungende tjah…

I oplægget til finanslov for 2003 kører Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (Vifab) videre med 3.9 millioner kroner om året, hvilket langt fra er nok til at dække behovet for forskning og udvikling. Af beløbet er en million øremærket til støtte af forskningsprojekter.

Både før og efter valget i 2001 var der bred politisk enighed om, at der skal sættes langt flere penge af til alternativ behandling, fx ville de konservative satse 20 mill kr på området. Formanden for sundhedsudvalget, Birthe Skaarup fra Dansk Folkeparti, har i flere år kæmpet for at få mere fokus på alternativ behandling, og også SF har været meget optaget af spørgsmålet.

Særbevilling

Men da sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen et halvt år efter valget endelig fik fordelt sine 35 millioner til særlige initiativer på sundhedsområdet, faldt der kun 5 (fem) millioner af til forskning i alternativ behandling, i form af en særbevilling oven i den ene million, Vifab i forvejen havde til formålet. Et efter forskernes mening latterligt beløb, sammenlignet med den øvrige sundhedsforskning. Det udgør faktisk nøjagtigt én promille af den samlede danske sundhedsforskning.

Alligevel skrider arbejdet med broen fremad. De alternative organisationer har i dag en god kontakt til politikerne. Ikke blot fordi de er flittige til at kontakte politikerne, men også fordi politikerne selv er interesseret. Det var fx politikerne i sundhedsudvalget, der på eget initiativ arrangerede høringen på Christiansborg den 19. marts.

Men man skal blot huske på, at de alternative er novicer i lobbyarbejdet i forhold til presse og politikere. Det gælder derimod ikke de konservative dele af sundhedsvæsenet, der tilsyneladende ønsker at forhindre, at  alternativ behandling får flere ressourcer – de har mange års politisk erfaring, de har gode kontakter på Christiansborg og blandt embedsmændene, og de har ressourcer til at gøre et professionelt stykke lobbyarbejde.

Dertil kommer, at der også er andre, der har lagt billet ind på pengene til det alternative område. Et udvalg under Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd har i 2002 afsluttet sit arbejde, og de har konkluderet, at der er brug for syv millioner kroner til at udvikle nogle forskningsmetoder på det alternative område, dvs et rent teoretisk projekt. De mener, at pengene vil være brugt bedre her end på støtte til konkret forskning via Vifab.

Sundhedspersonalet på banen

Vifab har nu eksisteret i 2½ år. Med seks ansatte og 3,9 millioner om året (til drift plus forskning) er det begrænset, hvad de kan udrette. Ikke desto mindre holder de nogle kurser, der får megen ros fra behandlernes side, og de har fået etableret en hjemmeside med mange nyttige informationer. Centret deltager desuden i diverse møder og konferencer, når de har ressourcer til det.

Vifab’s ”roadshow”, hvor medarbejderne skulle ud i landet og skabe dialog og debat, er stadig kun en spændende vision. Og de kritiseres af journalister og politikere for at være alt for ”usynlige”, idet de med nogle få undtagelser ikke har markeret sig i medierne eller på godt dansk: ikke har pisset deres territorium af.

Nu til det positive. SundhedsRådet og Landsorganisationen NaturSundhedsrådet har i årevis kørt hvert sit løb som repræsentanter for den alternative verden, og den splittelse har ikke just sendt klare signaler ud til befolkning og politikere. Men på det sidste er de to organisationer gået sammen om et udkast til en registreringsordning for alternative behandlere, som skal præsenteres for politikerne. Det er et initiativ, der dels udsender signaler om ansvarlighed og vilje til kvalitetssikring, dels giver håb om at den skadelige og irrationelle splittelse en dag kan få en ende.

Men hvad så med brobygningen blandt medarbejderne i sundhedsvæsenet? Det ser ikke så tosset ud. Sygeplejerskerne har nu hele to faglige foreninger for ”dobbeltuddannede”, nemlig for akupunktører og zoneterapeuter. Fysioterapeuternes fagforening har dette forår lavet en miniundersøgelse på nettet, der viser, at 40 procent af medlemmerne arbejder med noget alternativt, og de fleste danske jordemødre kan i dag tilbyde akupunktur som smertelindring.

Lægerne forholder sig aldeles tavse, undtagen når de vil kritisere noget. Den rabiate overlæge fra Ålborg, Mogens Kjær, kommer gang på gang i medierne, når emnet er alternativ behandling, uden at Lægeforeningen på nogen måde tager til genmæle. Mandens synspunkter er heldigvis så langt ude i hampen, at de fleste nok opfatter ham som tv-underholdning på linje med Carl-Mar Møller (undskyld, Carl-Mar), men det siger noget om både holdninger og etik blandt lægerne, at han får lov til at tegne standen i offentligheden, når det gælder spørgsmålet om alternativ behandling.

Optimisme nordfra

På trods af lægernes ligegyldighed sker der hele tiden lidt på det videnskabelige plan herhjemme. Ganske vist sker det på trods af økonomien, men forskerne med disse brødløse interesser har efterhånden opnået en god rutine i at gå på vandet og leve af krummerne fra et par fonde. Til gengæld får man både energi og åndelig føde, når man får lejlighed til at mødes med nogle ligesindede, der taler samme sprog – næsten da.

danskere i olso 2002Danskere i Olso: Niels Bie, Niels Viggo Hansen, Jesper Madsen (undertegnede) og Laila Launsø (som desværre ikke mere er iblandt os)

 

 

 

Det skandinaviske samarbejde blev nemlig for alvor sat på dagsordenen i marts 2002, da forskere og alternative behandlere mødtes i Oslo til den første skandinaviske konference om forskning i alternativ behandling. De danske deltagere måtte gnide øjnene en ekstra gang, da nordmændene fortalte om åbenheden og respekten fra den etablerede lægevidenskabs side, og der er tilsyneladende megen energi til at fortsætte samarbejdet op til næste konference i Sverige 2003. Danmark er uden konkurrence det mest konservative land blandt dem, vi normalt sammenligner os med, både i og uden for Europa.

WHO søsætter i år en global strategi for alternativ behandling. Skal den blive til mere end en resolution, må bl.a. de lokale læger tage deres del af ansvaret, og kigger man sig om på verdenskortet, ser det faktisk også ud til, at de har evnerne og viljen. Undtagen i et lille land i det nordlige EU.

Hver femte dansker brugte i 2000 alternativ behandling. Det harmonerer just ikke med, at de 6 mill kr som nævnt udgør en tusindedel af de samlede udgifter til sundhedsforskning i Danmark. I folketingets sundhedsudvalg mener et politisk flertal – inklusive regeringspartierne – at der logisk set bør afsættes langt flere midler til alternativ behandling.

Hvordan kan det så være, at der i finansloven for 2003 kun er afsat 3.9 mill kr til formålet?

© Jesper Madsen, Galilei.dk


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *