Alternativ behandler scorer kassen

”Den alternative behandler scorer kassen på folks dårligdomme og bekymringer”. Sætninger som denne har man kunnet læse mange gange i medierne. Men det kunne være sjovt at sætte nogle tal på – og se det hele i et større perspektiv. Så får man nemlig brug for tal med rigtig mange nuller.

Det er rigtigt, at de alternative behandlere får betaling for deres arbejde, lige som de fleste andre. Heldigvis. Men lad os lige sætte dette usædvanlige faktum ind i en større sammenhæng og få nogle tal på bordet:

  • Den gennemsnitlige årlige indkomst pr. behandler er 150.000 kr.
  • Den alternative branche omsætter for ca. 400 mio. kr. årligt.
  • Til sammenligning omsatte medicinalindustrien i 2011 for 170.000 mio. kr.

Tallene om alternativ behandling stammer fra rapporten “Analyse af det danske udbud af komplementær og alternativ behandling” (SDU, 2007), som ligger her.

Naturligvis kan man ikke for alvor bruge tallene uden at gå ned i detaljerne, men lidt proportioner ville unægtelig klæde mine kære journalist-kolleger, når de skriver om de “rige” behandlere.

Når behandlernes ”høje” honorar kommer på banen, har de arme læsere ikke en chance for at bruge tallene til noget. Hvad skal de sammenligne med? Hvor mange ved fx hvor meget et besøg hos en praktiserende læge eller en speciallæge egentlig koster, hvis ikke det var betalt over skatten?

Kort sagt: Hvis du hører eller læser den slags beretninger, så husk lige spørgsmålet ”højt honorar i forhold til hvad?” Og synes du, at det er rigtig groft, så send et læserbrev eller skriv et blogindlæg.

Fakta er sjældne i denne debat. Bed om at få dem på bordet!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *