Videnskabens ulidelige træghed

Videnskab er en underlig fisk. På den ene side mener vi at leve i et oplyst samfund, hvor forskerne leverer os sandheden om, hvordan verden er skruet sammen. På den anden side ved vi godt, at sådan var det også for 50, 500 og 5.000 år siden – selv om de videnskabelige autoriteter dengang mente noget helt andet. Og vi lever jo stadig på den samme planet.

I dag erklærer flere og flere højt uddannede videnskabsmænd sig uenige med nutidens autoriteter og påpeger, at naturvidenskaben er utilstrækkelig, hvis vi skal udforske og forstå livet i alle dets aspekter.

Men i offentligheden tegnes der kun et billede af, at nogle mennesker tror på telepati, auraer eller healing og hævder, at der er mere mellem himmel og jord. Og autoriteterne affejer det skråsikkert med ord som pseudovidenskab, overtro og kvaksalveri, mens de arkiverer det i en skuffe med etiketten ”tro kontra viden(skab)”.

Den mest tydelige konflikt finder i disse Ã¥r sted mellem lægevidenskaben og de mennesker, der ved noget om KAM (alternativ behandling) – incl. en lang række læger og forskere. Konflikten findes i hele den vestlige verden, og alle steder udfordres lægerne af kolleger, der argumenterer for et andet verdensbillede end det naturvidenskabelige.

I Danmark er denne debat imidlertid stadig på puppestadiet, og den foregår kun i ringe omfang inden for den videnskablige verden. Diskussionerne føres mellem på den ene side lægerne i det etablerede sundhedsvæsen – og på den anden side en lille skare læger, forskere og lægfolk uden magt og status. Trods oprettelsen af Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling i 2000 står fronterne næsten de samme steder, når det gælder opfattelsen af forskning og videnskab.

Konsekvenserne er videnskabelig tomgang, samt mere alvorligt: at den danske befolkning og det danske sundhedsvæsen må leve videre med en hurtigt voksende alternativ sundhedssektor, som pr definition ikke kan udvikles og kvalitetssikres på et forsvarligt videnskabeligt grundlag. Den enkelte bruger af KAM må fortsat krydse sig vej mellem tvivlende læger, usikre behandlingstilbud samt de kroniske lommesmerter, der kommer af at betale dobbelt: Skattekronerne til lægen og kontanterne til den alternative behandler.

Der er flere årsager til, at debatten ikke er særlig frugtbar. Magtfordelingen er skæv, idet kun de færreste inden for sundhedsvæsenet tør tage diskussionerne op på deres institut eller sygehus. Man diskuterer derfor kun disse emner i andre fora, der har lavstatus blandt fagfolk (og medier) og derfor har debatterne ikke status som egentlige videnskabelige diskussioner på linie med de diskussioner, der føres inden for de (læge)videnskabelige selskaber og i det offentlige sundhedsvæsen.

Desuden ender diskussionerne altid ved det samme magiske mantra: Det dobbeltblindede lodtrækningsforsøg eller den randomiserede kliniske undersøgelse. Det siges at være synonymt med selve lægevidenskabens og naturvidenskabens grundlag, og derfor går debatten om forskning i alternativ behandling hver gang i selvsving. Her skilles vandene, og man når aldrig frem til at diskutere de teorier, forsøg og erfaringer, som peger på andre paradigmer og sundhedsopfattelser end naturvidenskabens.

Det skyldes ikke mindst, at vi i Danmark mangler traditioner og ressourcer, der kan bringe diskussionen op i næste gear. Der, hvor vi kommer til at tale om selve videnskaben, om sundhedsvidenskabens præmisser, og om hvad det stigende antal grimme ællinger inden for videnskaben betyder for vores verdensopfattelse.

For at komme ud af dødvandet, må vi altså skifte gear. Derfor skal der bl.a. arrangeres en række seminarer og konferencer, der med en fordomsfri videnskabelig tilgang sætter fokus på krydsfeltet mellem den almen anerkendte naturvidenskab og de ”nye” erfaringer og teorier.

Og det kommer vi til at høre meget mere om her på Galilei.dk i det næste års tid!

Der er lukket for kommentarer.